Departementet

J.nr. MST-600-00047

 

Den 14. januar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 27 (alm. del) stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL).

 

 

Spørgsmål 27

Ministeren bedes oplyse, hvordan man har tænkt sig at sikre sig, at stoffer i

nanostørrelse bliver registreret under REACH, og at producenten ikke bare

registrerer nanomaterialer ud fra deres kemiske komposition.

 

Svar:

Lad mig slå fast, at nanomaterialer er omfattet af registreringspligten under REACH på lige fod med andre kemiske stoffer. Overordnet skal registreringen sikre, at kemikaliet uanset form og størrelse kan anvendes sikkert i den form, det bringes på markedet – og at dette er underlagt producentens eller importørens ansvar.

 

Kommissionen er imidlertid opmærksom på, at særlige egenskaber kan gøre sig gældende for nanoformen, og Kommissionen har derfor nedsat en nano-arbejdsgruppe, som er kommet med forslag til en strategi for, hvordan der kan udarbejdes retningslinier for nanomaterialers registrering under REACH. Strategien er netop ved at blive godkendt som Kommissionens officielle strategi. Arbejdet, hvor Danmark også deltager, er således i fuld gang, og lige nu diskuterer man, hvornår et nanomateriale er så forskelligt i forhold til det oprindelige kemikalie, at det bør håndteres ved en separat registrering. Arbejdsgruppen har endvidere med henblik på udmøntning af strategien defineret en række områder under REACH, hvor særlige hensyn til nano-formen kan gøre sig gældende, og hvor man vil udarbejde nøjere beskrivelse af, hvordan man skal forholde sig.