UUI, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 76: Spm. om talepapir fra samrådet d. 17/2-09 vedr. samrådsspm. J, til integrationsministeren

TalepapirTitelAnledningTid og stedTalepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål JSamrådsspørgsmål J17. februar 2008, kl. 15.00, i Folketingets Udlændinge- og Integrationsud-valg

Samrådsspørgsmål J”Ministeren bedes oplyse, hvad regeringen vil gøre for at få fat i de mange indvandrerkvin-der, som gerne vil i arbejde, men som i dag går hjemme uden kontakt til hverken kommuneeller arbejdsmarkedet. Spørgsmålet stilles i lyset af den aktuelle undersøgelse, foretaget afHvidovre og Københavns kommuner og Center for Socialøkonomi, som viser, at 14.000 ind-vandrerkvinder alene i Hovedstadsområdet ønsker at komme i arbejde (Politiken den 4. ja-nuar 2009 ”Indvandrerkvinder vil arbejde”).”

Regeringen overtog ved sin tiltræden i 2001 en stor, uløstopgave på integrationsområdet – ikke mindst, når dethandler om indvandrerkvinders integration på arbejds-markedet.

Siden da har regeringen gennemført en massiv indsats.Vi har fået styr på indvandringen til gavn for integrations-arbejdet. Vi har skabt bedre danskundervisning, mere ef-fektive aktive tilbud og nye mentorordninger. Og vi har gi-vet støtte til mange vellykkede projekter i hele landet.

I de senere år har vi derfor set en betydelig fremgang ibeskæftigelsen blandt indvandrerkvinder fra både vestligeog ikke-vestlige lande. Siden 2001 er knap 23.000 flereindvandrerkvinder kommet i arbejde. Og indvandrerkvin-dernes beskæftigelsesfrekvens er steget fra 45 procent i2001 til 51 procent i 2007.

Den positive udvikling er ikke alene til gavn for kvinderneselv, men også for deres børn. Flere undersøgelser visersåledes, at i familier, hvor moderen er velintegreret, gårdet også børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet.

Men arbejdet er ikke færdigt! Der er fortsat en betydeligarbejdskraftreserve blandt indvandrerkvinder, som i daggår hjemme og bliver forsørget af deres familie.

Regeringen har derfor taget en række initiativer, så flerefamilieforsørgede indvandrerkvinder kommer i arbejde.Regeringens initiativer bygger på, at kvinderne har mangeressourcer, og at kvinderne kan og vil gøre en forskel forintegrationen.

Gode danskkundskaber vil ofte være nøglen, der åbnerdøren til arbejdspladserne. Kommunerne har derfor pligttil at tilbyde danskundervisning til de familieforsørgedeindvandrerkvinder. Gennem danskundervisningen fårkvinderne også viden om kultur og samfundsforhold iDanmark. Danskundervisningen er tilpasset den enkeltekvindes kvalifikationer og varer som udgangspunkt i treår.

Mange familieforsørgede indvandrerkvinder har behov foroplæring, før kvinderne kan varetage et almindeligt job.Kommunerne har derfor fået mulighed for at give aktivetilbud til familieforsørgede indvandrerkvinder. Tilbuddetsindhold vil afhænge af den enkelte kvindes behov. Kvin-derne kan f.eks. få afklaret deres kompetencer og deltagei forskellige former for opkvalificering. Desuden kan kvin-derne komme i virksomhedspraktik eller blive ansat på envirksomhed med løntilskud fra kommunen. KommunerneSide 3

Regeringen har etableret to rådgivningsenheder – Inte-grationsservice og Specialfunktionen for den Etniske Be-skæftigelsesindsats – forkortet SEBI. Her kan kommuner-ne få råd og vejledning om beskæftigelsesindsatsen forfamilieforsørgede indvandrerkvinder. Sidste efterår ud-sendte Integrationsservice og SEBI en pjece til alle kom-muner med gode råd til indsatsen og afholdt et seminarom emnet. I dette forår vil Integrationsservice og SEBI ar-rangere regionale netværksmøder for at sikre vidensde-ling mellem kommunerne.

For eksempel støtter Integrationsministeriet KVINFOsmentornetværk, der knytter ressourcestærke kvinder meddansk oprindelse og indvandrerkvinder sammen i par.Indvandrerkvinderne får således én bestemt person sområdgiver, samtalepartner og kontaktperson. Det giverkvinderne en bedre viden om det danske arbejdsmarkedog uddannelsessystem samt om ligestilling i Danmark.

Et andet nyskabende projekt, vi har støttet, er GribskovKommunes ”44 point = arbejde” – også kaldet Gribskov-modellen. Deltagerne i projektet var indvandrerkvinderuden kontakt med arbejdsmarkedet. Som led i projektetfulgte kvinderne et intensivt oplæringsforløb, der trin fortrin opbyggede deres færdigheder, til de kunne varetageet job inden for hotelrengøring. Kvinderne blev løbendemålt efter et pointsystem og var garanteret arbejde, nårde havde opnået 44 point. Gribskov-modellen har opnåetlovende resultater og er nu udbredt til en række andre aflandets kommuner, ligesom det indgår i regeringensKvindeprogram, at Gribskov-modellen bliver afprøvet in-den for andre brancher end hotelrengøring.

Som led i Kvindeprogrammet støtter vi endvidere by-delsmødreprojekterne, der bygger på et vellykket projektBerlin og skal sikre, at flere indvandrerkvinder bliver akti-ve medborgere i det danske samfund. Som led i by-delsmødreprojekterne gennemgår indvandrermødre et in-tensivt kursus, så de kan blive bydelsmødre. På kursetlærer mødrene, hvordan de kan fremme deres børns ud-vikling og integration i bred forstand. Bydelsmødrene op-søger herefter andre indvandrermødre i boligområdet ogvideregiver den viden, de selv har fået. Mødrene plejer atvære så begejstrede for rådgivningen og de nye idéer, atde fortæller familiemedlemmer og bekendte om det.

Regeringen har således taget sit ansvar på sig og skabtnogle gode rammer for integrationen af familieforsørgedeindvandrerkvinder. Men integration kræver en fælles ind-sats, hvor kommunerne, virksomhederne og indvandrer-kvinderne også har et stort ansvar.

Kommunerne har ansvaret for at føre integrations- og be-skæftigelseslovgivningen ud i livet og anvende viften afredskaber, så den enkelte kvinde rent faktisk kommer iarbejde. Det kan betale sig for kommunerne, der får stør-re skatteindtægter og resultattilskud efter integrationslo-ven, når kvinderne er i job.

Integrationsministeriets benchmarkinganalyser viser imid-lertid, at der er stor forskel på, hvor godt kommunerne lø-ser opgaven. Netop derfor indsamler Integrationsserviceeksempler på god praksis fra hele landet og udbreder er-faringerne i de enkelte kommuner.

I regeringen overvejer vi nu gå et skridt videre og forpligtekommunerne til at give familieforsørgede indvandrerkvin-der aktive tilbud, når det gavner kvindernes beskæftigel-sesmuligheder.

Virksomhederne bør vise socialt ansvar og lukke op forindvandrerkvinder, som behøver oplæring, inden de kanvaretage et almindeligt job. Det er også til gavn for virk-somhederne selv, der får en meget loyal arbejdskraft.

Og ikke mindst har kvinderne selv et ansvar for at gøre enforskel. Heldigvis viser den nye undersøgelse om familie-forsørgede kvinder, der ligger til grund for dette samråd,at kvinderne er meget motiverede for at få et arbejde. Fraflere af de kvinder, jeg talte med til bogen ”Også danske”,er budskabet da også, at det offentlige skal give mere an-svar for netop at ansvarliggøre den enkelte kvinde.

Dermed får vi endnu flere kvinder som Lally Harpal Par-wana, som medvirker i bogen. Hun kom til Danmark i1979, da hun blev gift med en inder, der boede her. Hunhar siden brugt mange kræfter på at blive en aktiv med-borger i det danske samfund og på arbejdet for bedre in-tegration. Hun er bl.a. formand for Rødovre Integrations-råd og medlem af Rådet for Etniske Minoriteter. Hun harogså kæmpet sig op i Statoil, hvor hun nu er ansvarlig forlogistiske it-løsninger i oliebranchen.

drerkvinder. Og erfaringerne viser, at indvandrerkvinder,der kommer i job, i høj grad bevarer deres plads på ar-bejdsmarkedet.Det dokumenterer, at regeringens initiativer giver kvinder-ne den fornødne hjælp, så de kan udnytte deres ressour-cer og hurtigst muligt bliver selvkørende.