Dato:

21. oktober 2008

Kontor:

Erhvervs- og familiesammenføringskontoret

J.nr.:

 

Sagsbeh.:

SHS

Fil-navn:

UUI nr. 7

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 7 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 13. oktober 2008.

 

Spørgsmål:

”Det ønskes oplyst, hvor mange stikprøvekontroller vedrørende au pair-personers forhold, der er gennemført i 2008. For samme periode ønskes oplyst, hvor mange kontrolaktioner der har været gennemført i sager vedrørende au pair, hvor der har været mistanke om misbrug, bl.a. manglende overholdelse af reglerne om aflønning og arbejdstid.”

Svar:

Det skal indledningsvist bemærkes, at det ved besvarelsen lægges til grund, at der med kontrolaktioner menes politimæssig efterforskning.

 

Det er i Udlændingeservices kontrolplan for målrettet vilkårskontrol fastlagt, at der skal gennemføres stikprøvekontrol i mindst 50 au pair sager i 2008. Udlændingeservice har oplyst, at der i første halvår af 2008 har været gennemført kontrolsamtaler med 15 au pair personer.

 

Udlændingeservice har endvidere oplyst, at der i ingen af sagerne fra den gennemførte stikprøvekontrol har været indgivet politianmeldelse.

 

Udlændingeservice har derudover oplyst, at Udlændingeservice ikke er i besiddelse af statistisk materiale, der kan belyse antallet af Udlændingeservices indgivne politianmeldelser i au pair sager. Udlændingeservice skønner imidlertid, at der på nuværende tidspunkt er indgivet ca. 30-40 anmeldelser i 2008. Udlændingeservice har ikke kendskab til om og i hvilken udstrækning den politimæssige efterforskning har medført nogen sanktioner.

 

Udlændingeservice har primo oktober 2008 iværksat stikprøvekontroller i de resterende 35 sager. Resultatet af denne stikprøvekontrol forventes at foreligge senest med udgangen af november 2008.