Samrådsspørgsmål F til integrationsministeren og justitsministeren”Ministrene bedes redegøre for ministeriernes skiftende og divergerende opfattelse afvejledende tidsfrister for hvor længe en dansk statsborger skal have arbejdet i et an-det EU-land, for at blive opfattet som vandrende arbejdstager med de rettigheder somderaf følger, herunder hvad der aktuelt er regeringens opfattelse og praksis på områ-det.”Tale:[Det talte ord gælder]

Lad mig starte med at slå fast, at min opfattelse he-le tiden har været den samme, nemlig at der ikkekan fastsættes en nedre grænse for, hvor længeman skal have arbejdet i et andet EU-land for at bli-ve betragtet som arbejdstager i EU-rettens for-stand.Det har jeg flere gange oplyst over for Folketinget,og det var også hvad jeg oplyste over for Folketin-gets Ombudsmand:Der kan ikke fastsættes en nedre grænse – det be-ror på en konkret vurdering.

Så er det rigtigt, at der henover sommeren har væ-ret en debat om nogle forskellige vejledende tids-grænser.Denne debat betød blandt andet, at der i visse til-fælde var forlydender om, at man skulle arbejdehelt op til 6 måneder i et andet EU-land.Derfor besluttede jeg, at der som en vejledning påvores hjemmeside skulle stå, at det normalt er enbetingelse, at der har været tale om beskæftigelseaf mindst et par ugers varighed.Dette blev desværre misforstået i den offentlige de-bat, således at der skulle være tale om en absoluttidsgrænse på to ugers beskæftigelse.En sådan absolut tidsgrænse på to ugers arbejdeville ikke være i overensstemmelse med EU-retten,og derfor fjernede vi oplysningen igen fra hjemme-siden.Så har der jo også været talt om en 10 ugers vejle-dende tidsgrænse.Denne 10 ugers vejledende tidsgrænse vedrører til-fælde, hvor ansættelsesforholdet

på forhånd

er af-talt til at have en kort varighed.Tidsgrænsen udspringer af, at EF-domstolen i ensag fra 2003 (Franca Ninni-Orasche-sagen) fast-slog, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers ar-Side 2

bejde var tilstrækkelig til, at der var tale om en ar-bejdstager i EU-rettens forstand.På baggrund af dommen udstedte Arbejdsdirekto-ratet i 2004 en vejledning til kommunerne, hvor detfremgår, at afgørelsen af, om en person er arbejds-tager, har betydning for retten til sociale ydelser,f.eks. kontanthjælp og daginstitutionsplads.Videre fremgår det, at i de tilfælde, hvor ansættel-sesforholdet er aftalt til at have en kort varighed, erder til brug for afgørelsen af, hvorvidt en person erarbejdstager, fastsat en vejledende tidsgrænse foransættelsesforholdet på 10 ugers ansættelse.Det anføres samtidig, at der i hvert enkelt tilfældeskal foretages en konkret vurdering af den enkeltepersons status som arbejdstager, for at den vejle-dende grænse kan få betydning for retten til socialeydelser.I forbindelse med sommerens debat benyttede vilejligheden til at

præcisere

arbejdstagerbegrebet påhjemmesiden.Derfor fremgår det nu af hjemmesiden, at når der ertale om ansættelsesforhold, der er aftalt til at haveen kort varighed, så har EF-Domstolen i FrancaNinni-Orasche-sagen fastslået, at en tidsbegrænsetkontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, atder var tale om en arbejdstager i EU-rettens for-stand.

Det fremgår også af hjemmesiden, at en EU-borger,som har en tidsubegrænset ansættelse, men somophører med arbejdet efter mindre end 10 uger, ef-ter omstændighederne vil kunne opfylde betingel-serne for at være arbejdstager i EU-rettens for-stand, ligesom en person, der arbejder i mere end10 uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks.fordi der ikke er tale om et reelt arbejde.Denne præcisering af arbejdstagerbegrebet påhjemmesiden er sket efter en generel analyse afEU-retten, som Integrationsministeriet, bl.a. sam-men med Justitsministeriet, har foretaget for at sik-re, at udlændingemyndighedernes regler i praksiser i overensstemmelse med EU-retten.Jeg kan til slut sige, at der er enighed om den for-tolkning af arbejdstagerbegrebet, som jeg netopher gjort rede for.