UDENRIGSMINISTERIET                                                             Den 11. februar 2009

 

                                                                                                      Udenrigsudvalgets spørgsmål 91 af 14. januar 2009 til skriftlig besvarelse (Alm. del)

                                                                                                     

Spørgsmål 91 fra udenrigsudvalget til udenrigsministeren:

”Vil ministeren redegøre for regeringens og EU’s initiativer for at beskytte særligt den tamilske civilbefolkning på Sri Lanka, herunder sikre mulighed for at indføre basale fornødenheder som telte, mad, medicin, brændstof og ambulanceservice i konfliktområdet, at give internationale og lokale hjælpeorganisationer mulighed for at udføre humanitært arbejde, og at sikre, at den singalesiske regering overholder internationale konventioner og f.eks. ikke angriber skoler, hospitaler, kirker og templer m.m.?”

 

Svar:

Tusinder af mennesker har mistet livet siden 2006, hvor konflikten mellem de Tamilske Tigre (LTTE) og Sri Lankas regering tog til i styrke. Den srilankanske regering har ret til at forsvare sig mod terrorisme, og LTTE, der er på EU terrorliste, har gennem de sidste tre årtier været ansvarlig for terrorangreb, der har ramt uskyldige civile på Sri Lanka. Men den srilankanske regering har også pligt til at sikre alle borgeres politiske og sociale rettigheder.  Danmark har konsekvent støttet en politisk løsning på konflikten. Den eneste bæredygtige vej til fred er en inklusiv proces, hvor alle befolkningsgruppers – singhaleseres, tamilers og muslimers – rettigheder sikres.

 

I lyset af den vanskelige situation som civilbefolkningen i de konfliktramte områder befinder sig i, fortsætter Danmark og EU, sammen med internationale organisationer i Sri Lanka, med at opfordre alle parter til at følge deres forpligtigelser under international humanitær lov. Det gælder særligt behovet for civiles sikkerhed, fri bevægelig og adgang for humanitære organisationer. Det er afgørende at konfliktens parter enes om sikkerhedskorridorer og sikrer zoner for alle civile, der ønsker at undslippe det konfliktramte område.

 

Menneskerettighedssituationen i Sri Lanka er særdeles kritisk. Forsvindinger, vold, intimideringer, politisk motiverede drab og angreb på kritiske journaliser finder sted uden, at sagerne reelt retsforfølges og de ansvarlige bringes for en domstol. Danmark og EU har gentagne gange fordømt og påtalt alvorlige menneskerettighedskrænkelser overfor den srilankanske regering. Senest har EU fordømt drabet på den regeringskritiske redaktør på Sunday Leader, Lasantha Wickrematunge, der blev dræbt den 8. januar 2009. De srilankanske myndigheder har pligt til at sikre en uafhængig undersøgelse og at de skyldige holdes ansvarlige.

 

Sri Lanka har i de seneste år haft særlige EU told-særpræferencer (GSP+), der er af meget stor økonomisk betydning for Sri Lanka. På baggrund af de gentagne menneskerettighedskrænkelser har Danmark været med til at opfordre Kommissionen til at indlede en menneskerettighedsundersøgelse, der kan medføre, at Sri Lanka mister den særlige toldpræference. Undersøgelsen er et stærkt skridt fra EU’s side. Når resultatet af undersøgelsen foreligger indenfor et års tid vil dansk stillingtagen ikke mindst bygge på en vurdering af, hvorvidt Sri Lanka efterlever kravene om ratifikation og effektiv implementering af samtlige de 27 konventioner, der er en forudsætning for de toldmæssige særpræferencer.