Udenrigsministeriet                                                                           

                                                                                                            Den 8. december2008

                                                                                                      Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til udviklingsministeren af 18. november 2008.  URU alm. del - spørgsmål 28

 

 

Spørgsmål 28:

”Ministeren har på alm. del bilag 37 tilsendt udvalget et udkast til ny landestrategi for Bhutan for perioden 2008 til 2013: ”Bhutan-Denmark Partnership”. Landestrategien er på 28 sider og skrevet på engelsk.

 

Udviklingsministeren anfører, at hun herved giver udvalget mulighed for at kommentere på den nye strategi.

 

Vil ministeren drage omsorg for, at udkastet oversendes på dansk til udvalget, således at medlemmerne – uanset sprogkundskaber – har mulighed for at læse og forstå og dermed forholde sig til udkastet?”

 

Svar: Det er en vigtig målsætning for regeringen at styrke de danske programsamarbejdslandes involvering i og ejerskab til de udviklingsstrategier, der udarbejdes for samarbejdet med landet. Udgangspunktet er, at modtagerlandet sætter dagsordenen og gennem arbejdet med strategien udviser vilje til forandring og reel fattigdomsbekæmpelse. Samtidig bør disse strategier i stigende grad udarbejdes sammen med andre donorer. Al erfaring viser nemlig, at lokalt ejerskab og fælles donorkoordination er forudsætningen for en effektiv bistandsindsats. I konsekvens deraf udarbejdes og færdigforhandles strategierne oftest på engelsk. Dette gælder således også udkastet til en ny landestrategi for Danmarks samarbejde med Bhutan i 2008 til 2013, der i overensstemmelse med etableret praksis er oversendt til udvalget i sit originale udkast.

 

Jeg er imidlertid enig i, at alle udvalgets medlemmer, uanset sprogkundskaber, skal have mulighed for at kommentere på hovedindholdet af strategiudkastet. Jeg vil derfor lade udarbejde en fyldestgørende gennemgang på dansk af hovedindholdet i strategiudkastet, som snarest muligt vil blive oversendt til udvalget.