UDENRIGSMINISTERIET

 

                                                                                                                 

                                                                                                                  Udenrigsudvalgets

                                                                                                                  spørgsmål nr. 25

                                                                                                                  af 6. november 2008                                       

                                                                                                                  (alm. del)

 

 

Spørgsmål 25:

 

”Hvordan stemte regeringen da FNs generalforsamling i oktober stemte om tillægsprotokollen til FNs konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder og hvorfor? ”

 

Svar:

 

Tredje udvalg under FN’s generalforsamling vedtog den 18. november 2008 en resolution vedrørende den frivillige protokol til FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, hvorved udvalget godkendte protokollen. Resolutionen blev vedtaget med konsensus, og således uden afstemning. Det er herefter forventningen, at FN’s generalforsamling (plenum) i lyset heraf endeligt vil godkende teksten i løbet af december 2008.

 

I forbindelse med vedtagelsen afgav Danmark en såkaldt ”Explanation of Position”, hvor i det blev understreget, at man fra dansk side er skeptisk overfor en frivillig protokol med individuel klageadgang. Dette skyldes, at rettighederne i konventionen i vidt omfang har karakter af såkaldte ”programerklæringer” og derfor ikke vurderes at være egnede til at udgøre grundlaget for en international klagemekanisme.

 

I tilknytning til det oven for anførte skal jeg understrege, at der er tale om en frivillig protokol. Det står således ethvert FN-land frit for at afgøre, om man vil tilslutte sig og dermed være bundet af protokollen og dens individuelle klageadgang.