UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til udenrigsministeren af 10. november 2008.
URU alm. del – spørgsmål 19 stillet af udvalget
Spørgsmål 19
â€Vil ministeren kommentere henvendelse fra Bahá’i-samfundet i Danmark, jf. folketingsÃ¥ret 2007-08, 2. Samling, URU alm. Del – bilag 87, og herunder redegøre for sin holdning hertil?â€
Svar:
Jeg er opmærksom på den vanskelige menneskerettighedssituation i Iran, herunder forholdene for de etniske og religiøse mindretal, der har udviklet sig i en negativ retning. Jeg er bekendt med, at Baha’i-samfundet i Iran er særlig hårdt ramt og udsættes for systematisk diskrimination og chikane. Ledelsen af Baha’i-samfundet i Iran sidder stadig fængslet efter at være blevet arresteret i maj i år. Et udkast til en ny straffelov, som er omtalt i den nævnte henvendelse fra Baha’i-samfundet, og som stadig er under behandling i det iranske parlament, vil kunne medføre dødsstraf for Bahai’er og for konverterede fra Islam til en anden religion. Disse forhold er naturligvis helt uacceptable.
Udenrigsministeriet og ambassaden i Teheran følger spørgsmålet om Baha’iers forhold i Iran nøje. Fra dansk side er Baha’i-samfundets vilkår ved flere lejligheder taget op med de iranske myndigheder. Sammen med vore EU-partnere overvejes det løbende, hvordan vi bedst kan reagere på det iranske regimes overgreb. EU formandskabet har på medlemslandenes vegne ved flere lejligheder udtrykt skuffelse over, at der ikke er sket nogen forbedring af forholdene for Baha’i-samfundet, og har opfordret de iranske myndigheder til at forhindre, at religiøse og etniske mindretal i Iran er genstand for forfølgelse og diskrimination. Danmark og EU vil naturligvis fortsætte med at tage denne og andre menneskerettighedssager op med de iranske myndigheder.