Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 6 (Alm. del), som Folketingets Udvalg vedrørende Færøske Forhold har stillet til justitsministeren den 18. november 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Høgni Hoydal (TF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 6 fra Folketingets Udvalg vedrørende Færøske Forhold (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere interviewet i Sosialurin den 31. oktober 2008 med formanden for politiorganisationen på Færøerne, Jan Poulsen, med særlig henblik på spørgsmålet om de kritisable forhold på politistationen i Tòrshavn, hvor bygningen er forældet og i meget dårlig stand. Vil ministeren i den forbindelse tage initiativ til, at forholdene på politistationen i Tòrshavn forbedres?"

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Spørgsmålet relaterer sig til en artikel i avisen Sosialurin fra den 31. oktober 2008. I artiklen giver formanden for Færøernes politiforening udtryk for, at der er et påtrængende behov for at få renoveret politistationen i Tórshavn. Det nævnes bl.a. i artiklen, at bygningens vinduer falder ud, og at bygningen udvendigt fremstår i en meget dårlig stand.

 

Politimesteren på Færøerne har oplyst, at der i de seneste år er foretaget en række bygningsmæssige forbedringer af politistationen.

 

Der er endvidere planlagt en omfattende udvendig renovering af bygningen. Udskiftning af vinduerne påbegyndes i starten af 2009, og der er planlagt en sandblæsning af facaderne og en efterfølgende maling i foråret 2009.

 

Endelig arbejdes der med planer om at forbedre hovedindgangen til politistationen.

 

Der er således samlet set igangsat en meget omfattende udvendig istandsættelse af politistationen i Tórshavn.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til det, som Rigspolitiet har oplyst.