Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 99 (Alm. del):                                                                           17-02-2009
I brev af 15. januar 2009 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christine Antorini (S):
Spørgsmål 99:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan forkyndelse i folkeskolen gennem f.eks. bøn (Fadervor) er i overensstemmelse med folkeskolens formål."
Svar:
Det er Undervisningsministeriets opfattelse, at det er i overensstemmelse med folkeskoleloven at afholde fællesarrangementer på folkeskoler, f.eks. morgensamlinger, hvori fremsigelse af fadervor indgår, såfremt det er muligt at blive fritaget herfor.
Til brug for behandlingen af en række forespørgsler om, hvorvidt det er i overensstemmelse med folkeskoleloven at indlægge et kristent indslag, f.eks. fællesbøn, i skolernes morgensamling eller lignende fællesforanstaltninger, anmodede den daværende undervisningsminister i februar 1978 Kirkeministeriet samt de teologiske fakultetsråd ved Århus Universitet og Københavns Universitet om udtalelser om fællesbønnens karakter.
På baggrund af disse udtalelser har det siden i Undervisningsministeriets praksis været lagt til grund, at fadervor og enhver bøn, der har fadervor som grundtype, ikke kan betegnes som forkyndelse. Undervisningsministeriet offentliggjorde denne opfattelse i en pressemeddelelse i juni 1978.
Spørgsmålet var på ny fremme i forbindelse med Folketingets behandling af forslag til lov om ændring af den dagældende styrelseslov for kommunernes skolevæsen i 1986 (lov nr. 216 af 23. april 1986), hvorved skolenævnet fik kompetence til efter indstilling fra lærerrådet at godkende tilrettelæggelse og indhold af fællesarrangementer for skolens elever i skoletiden. Det er om spørgsmålet om fadervor i bemærkningerne til lovforslaget anført, at den omtalte pressemeddelelse fra 1978 om morgenbøn i skolerne fortsat vil være gældende.