Til Folketingets

Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 82 (Alm. del):

I brev af 10. december 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 82:

"Kan folkeskoleelever i Norge, hvor der er oprettet et klageorgan for skoleelever, klage over manglende specialundervisning?"

 

Svar:

Det norske undervisningsministerium har oplyst, at man i Norge kan klage over specialundervisning til Fylkesmannen.

 

Fylkesmannen er kongens og regeringens repræsentant i fylket og skal sikre, at Stortingets og regeringens bestemmelser bliver fulgt. Fylkesmannen er blandt andet klagemyndighed på en række områder, herunder specialundervisningsområdet.

 

Med henvisning til § 1-5 i den norske opplæringslov om ret til specialundervisning har det norske undervisningsministerium endvidere oplyst, at:

 

”Elevar som ikkje har eller som ikkje kan få tilfredsstillande utbytte av det ordinære opplæringstilbodet, har rett til spesialundervisning.

 

I vurderinga av kva for opplæringstilbod som skal givast, skal det særleg leggjast vekt på utviklingsutsiktene til eleven. Opplæringstilbodet skal ha eit slikt innhald at det samla tilbodet kan gi eleven eit forsvarleg utbytte av opplæringa i forhold til andre elevar og i forhold til dei opplæringsmåla som er realistiske for eleven. Elevar som får spesialundervisning, skal ha det same totale undervisningstimetalet som gjeld andre elevar, jf. § 2-2 og § 3-2.”

 

Det fremgår af § 28 i den norske forvaltningslov, at sådanne afgørelser kan påklages:

 

”Enkeltvedtak kan påklages av en part eller annen med rettslig klageinteresse i saken til det forvaltningsorgan (klageinstansen) som er nærmest overordnet det forvaltningsorgan som har truffet vedtaket (underinstansen).”

 

Inden eleven fylder 15 år, er det forældrene, som kan klage over beslutninger om specialundervisning. Herefter er det eleven selv, der kan klage over specialundervisningstilbud.

 

Eleven kan også klage inden det 15. år. Dette sker dog i samarbejde med forældrene, som har det afgørende ord. Ifølge § 31 i den norske barnelov har et barn, som er fyldt syv år, altid ret til at give sin mening til kende, inden forældrene træffer afgørelser om barnets personlige forhold. Når barnet fylder 12 år, skal der lægges stor vægt på, hvad barnet mener.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder