Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svar på spørgsmål 79 (Alm. del):                                                                            19-12-2008

I brev af 10. december 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 79:

”Ad åbent samråd om specialundervisning 9/12‑08, jf. UDU alm. del ‑ samrådsspørgsmål Q‑S.

 

Ministeren bedes tilsende udvalget en oversigt over kommende redegørelser, analyser m.v. vedrørende specialundervisning med kort angivelse af indholdet af de enkelte redegørelser m.m. samt forventet tidspunkt for disse.”

 

Svar:

Jeg forventer at afgive følgende redegørelser, analyser m.v. på specialundervisningsområdet i 2009:

 

1. Årsrapport for 2008 for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning

Årsrapporten giver et overordnet billede af de typer sager, som klagenævnet har behandlet i 2008. Desuden indeholder årsrapporten oplysning om antallet af sager og behandler de særlige spørgsmål, der har haft betydning for klagenævnets arbejde i 2008.

 

Ã…rsrapporten skal foreligge inden den 1. marts 2009. Den vil herefter blive oversendt til Folketingets Uddannelsesudvalg.

 

2. Redegørelse om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen   

Efter § 188 i lov om social service skal der i hver region for perioden 2007 til og med 2010 nedsættes et udviklingsråd, som skal følge udviklingen på det sociale område og specialundervisningsområdet. Det er statsforvaltningen i regionen, der er sekretariat for udviklingsrådet.

 

På grundlag af redegørelser fra kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, årsrapporten for 2008 for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning m.v. sender udviklingsrådene inden den 1. maj 2009 en redegørelse til Undervisningsministeriet om specialundervisningsområdet efter kommunalreformen.

 

Udviklingsrådenes redegørelser vil blive oversendt til Folketingets Uddannelsesudvalg i maj 2009.

 

Der vil herefter blive udarbejdet en samlet redegørelse til Folketinget om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen. Jeg forventer, at redegørelsen vil kunne oversendes til Folketinget i maj måned 2009.

 

Redegørelsen skal ses som en opfølgning på min redegørelse af 10. juni 2008 om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen (Redegørelse nr. R 15).

 

3. Redegørelse om den løbende evaluering af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov - 2008/2009

Der vil i foråret 2009 blive udarbejdet en evaluering af ungdomsuddannelsen på grundlag af rapporter fra blandt andet UNI-C, Statistik og Analyse, og Capacent Epinion. Denne evaluering vil blive anvendt som grundlag for redegørelsen. Der vil desuden blive inddraget oplysninger fra udviklingsrådenes redegørelser for 2008 om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen og oplysninger fra årsrapporten for 2008 for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

 

Redegørelsen om den løbende evaluering af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov - 2008/2009 - forventes oversendt til Folketingets Uddannelsesudvalg i september 2009.

 

Redegørelsen skal ses som en opfølgning på min redegørelse til Folketingets Uddannelsesudvalg om den løbende evaluering af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov - 2007/2008 - der blev oversendt til udvalget den 5. september 2008.

 

4. Analyse af den samlede specialundervisning i folkeskolen

Det fremgår af aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2009, at der skal iværksættes en analyse af den samlede specialundervisning i folkeskolen.

 

Ifølge aftalen skal det som led i analysen blandt andet kortlægges og analyseres, hvilke målgrupper der modtager specialundervisning, samt hvordan og hvorfor elever henvises til specialundervisning.

 

Endvidere skal der foretages en analyse af de med specialundervisningen forbundne omkostninger og ressourcetildelingsmodeller. Der skal desuden foretages en vurdering af specialundervisningens effekt, herunder effekten af forskellige former for samspil mellem normalundervisning og specialundervisning.

 

Det er endnu ikke fastsat, hvornår analysen skal være afsluttet. Jeg vil sørge for, at analysen bliver oversendt til Folketingets Uddannelsesudvalg, når den er afsluttet.   

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder