Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 77 (Alm. del):

I brev af 10. december 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål nr. 77 (Alm. del). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Bjarne Laustsen (S).

 

Spørgsmål 77:

"Hvornår kan redegørelsen om tilsynet med udenlandske elevers uddannelse på 6 landbrugsskoler forventes, og finder ministrene det tilfredsstillende, at redegørelse har været så lang tid under vejs?"

 

Svar:

Redegørelsen skulle omfatte resultaterne af Undervisningsministeriets undersøgelse af seks landbrugsskolers aktiviteter med hensyn til undervisning af udenlandske elever.  

 

Sagerne har vist sig at være mere komplicerede end først antaget med hensyn til både de faktiske oplysninger og de retsregler, der kan tænkes taget i betragtning ved bedømmelsen af sagerne. Vi planlægger at besøge de seks skoler i januar 2009 med henblik på at foretage en gennemgang på stedet af skolernes pædagogiske, økonomiske og retlige håndtering af undervisningen af de udenlandske elever.

 

Derfor foreligger der endnu ikke noget resultat at redegøre for.

 

Jeg kan oplyse, at både Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet prioriterer sagerne højt blandt andet med henblik på, at de berørte skoler kan få afklaret deres situation med hensyn til deres tidligere optagelse af udenlandske elever i uddannelsen til faglært landmand. Jeg forventer at redegørelsen kan foreligge i 1. kvartal 2009.

 

 

 

 

 

Jeg kan endelig oplyse, at uddannelsen til faglært landmand er nedlagt pr. 1. juli 2008, og der kan derfor ikke optages flere elever i uddannelsen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder