Dato:

19. december 2008

Kontor:

Erhvervs- og Familiesammenføringskontoret

J.nr.:

2008/4111-402

Sagsbeh.:

HKC

Fil-navn:

2008 4111-402 UDU 76 praktikant

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 76 stillet af Folketingets Uddannelsesudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 10. december 2008 (Alm. Del).

 

 

Spørgsmål:

”Hvad har formålet været med at ændre reglerne, således at praktikanter kan få opholds- og arbejdstilladelse for op til 18 måneder, men ikke for længere tid end kontraktperioden, og at tilladelsen, som normalt ikke kan forlænges ud over 18 måneder, dog kan forlænges til 24 måneder, hvis der i kontraktperioden er indlagt et relevant fuldtidsskoleophold på maksimalt 8 måneder, og hvilke konsekvenser får denne regelændring?”

Svar:

Siden 25. februar 2004 har det været fast praksis, at udenlandske landbrugspraktikanter kan blive meddelt opholdstilladelse i 18 måneder uden mulighed for forlængelse, dog således, at opholdstilladelsen kan forlænges yderligere seks måneder, såfremt den pågældende i praktikperioden deltager i undervisning på en landbrugs- eller teknisk skole.

 

Før april 2007 var praksis, at skoleforløbet som udgangspunkt maksimalt måtte udgøre 6 måneder, idet der i særlige tilfælde, hvor forløbet af skoleopholdet tilsagde dette, var mulighed for at give tilladelse til skoleophold med en varighed på op til 10-11 måneder.

 

I april 2007 præciserede Udlændingeservice praksis således, at skoleforløbet herefter som udgangspunkt minimum skal udgøre 6 måneder og maksimalt 8 måneder. Praksisændringen blev gennemført på baggrund af henvendelser fra flere landbrugsskoler, der havde indført et introduktionsforløb, hvorved det samlede skoleophold for visse praktikanter fik en varighed på op til 8 måneder.