Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 70 (Alm. del):

I brev af 3. december 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål nr. 70 (alm. del.), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nanna Westerby (SF).

 

Spørgsmål 70:

”Hvor mange penge har ministeriet siden 2003 brugt på kampagner, der har til formål at tiltrække flere studerende til professionsuddannelserne?”

 

Svar:

Der er siden 2003 afsat følgende beløb til kampagner og initiativer, der har til formål at tiltrække flere studerende til professionsbacheloruddannelserne:

 

Diplomingeniøruddannelserne: Fra 2006 til og med 2008 er der i alt afsat 4,0 mio. kr. til kampagneinitiativer for diplomingeniøruddannelserne. Midlerne er afsat i henhold til aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om finansloven for 2006, og er en del af den såkaldte ramme 2 på i alt 40,0 mio. kr. Midlerne indgår i en større kampagne for diplom- og civilingeniøruddannelserne. Den samlede økonomiske ramme for kampagnen udgør 8,8 mio. kr. med bidrag fra også Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, DI og Ingeniørforeningen i Danmark.

 

Læreruddannelsen: Fra 2007 til og med 2008 er der i alt afsat 0,4 mio. kr. til rollemodelkampagne for læreruddannelsen. Kampagnen løber til og med 2009. Størstedelen af midlerne er afsat til honorering af rollemodellerne (lærerstuderende) for deres arbejde, der ydes gennem tilskud til skolerne. Etableringen af et rollemodelkorps for læreruddannelsen blev kædet sammen med annoncekampagne ”Brain Coach”, som lærerseminarierne gennemførte i juni 2007 med støtte fra blandt andet Undervisningsministeriet. Ministeriet bidrog med 1,0 mio. kr. til annoncekampagnen.

 

Sundhedsuddannelserne: I 2008 er der i alt afsat 1,0 mio. kr. til rekrutteringsstrategi for sundhedsområdet, herunder sygeplejerskeuddannelsen, radiografuddannelsen og bioanalytikeruddannelsen. Rekrutteringsstrategien udarbejdes og finansieres i et samarbejde mellem de relevante parter på området, herunder Danske Regioner, KL, de faglige organisationer, professionshøjskolerne og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Rekrutteringsstrategien løber fra 2008 til og med 2011, og lanceres primo 2009. Den samlede økonomiske ramme for rekrutteringsstrategien skønnes at ville udgøre ca. 11 mio. kr.

 

Generel kampagne for de videregående uddannelser: Der er i 2008 afsat i alt 750.000 kr. til en generel kampagne for de videregående uddannelser i forbindelse med ansøgningsfristen den 5. juli 2008. Den samlede økonomiske ramme for kampagnen udgør ca. 1,5 mio. kr., idet Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling også bidrager.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder