Folketingets Uddannelsesudvalg

 Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 4 (Alm. del):

I brev af 10. oktober 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 4:

"Hvordan vil ministeren følge op på de mange kommunale afslag, som en række sårbare unge angiveligt får på ansøgninger til ungdomsuddannelsesforløb for unge med særlige behov, jf. Politiken d. 6/10-08, ”Autister får nej til it-u”?"

 

Svar:

Jeg ikke kendskab til, at der gives mange kommunale afslag til unge, der har krav på en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

 

Målgruppen for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov er unge, der ikke kan gennemføre anden ungdomsuddannelse, selvom der ydes specialpædagogisk støtte. Det er kommunalbestyrelsen, der efter indstilling fra Ungdommens Uddannelsesvejledning træffer afgørelse af, om den unge tilhører målgruppen og dermed skal have dette 3-årige uddannelsestilbud.

 

Den omtalte It-uddannelse, kaldet AspIT, er et privat forsøg med en erhvervsrettet uddannelse, hvortil der er givet støtte fra satspuljemidlerne på særlige forsøgsvilkår. Der er tale om et særlig tilrettelagt uddannelsesforløb på op til fire år.

 

Ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov skal udgøre et planlagt uddannelsesforløb bestående af elementer af undervisning, træning og praktiske aktiviteter, herunder praktik. Elementerne kan leveres af en lang række uddannelsesinstitutioner, værksteder og andre institutioner. Der er ikke noget i lovgivningen, der forhindrer, at private uddannelsesforløb eller dele heraf indgår i den samlede 3-årige uddannelsesplan for den unge. Det forudsætter, at der foreligger en nøjere beskrivelse af uddannelseselementets forløb, indhold og målsætning.

 

Det er kommunalbestyrelsen, der tager endelig stilling til uddannelsesplanen for den unge. Det er også kommunalbestyrelsen, der indgår aftale med de institutioner, der skal medvirke i den samlede uddannelsesplan, herunder om hvem der skal tilrettelægge uddannelsen samt betaling herfor.

 

Ifølge § 12, stk. 2, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov kan kommunalbestyrelsens afgørelser om tilbud eller afslag på tilbud om en ungdomsuddannelse af den unge indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om indholdet i uddannelsesplanen.

 

Sekretariatet for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning har oplyst, at der pr. 23. oktober 2008 er registreret 28 verserende klagesager. Sekretariatet vurderer, at 19 af sagerne vedrører klager over kommunalbestyrelsens tilbud eller afslag på tilbud, mens de resterende 9 sager vedrører klager over kommunalbestyrelsens afgørelse om indholdet i ungdomsuddannelsen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder