UDU, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 280: Spm. om regeringens forvaltning af EU's nærhedsprincip på uddannelsesområdet, til undervisningsministeren

Svar på spørgsmål 280 (Alm. Del):I brev af 6. maj 2009 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:Spørgsmål 280:"Hvordan forvalter regeringen EU’s nærhedsprincip på uddannelsesom-rådet? "Svar:EU’s kompetence på uddannelsesområdet er fastlagt i art. 149 (om almenuddannelse og ungdom) og art. 150 (om erhvervsuddannelse) i Traktatenom Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF).Det fremgår af TEF art. 149, at ”fællesskabet bidrager til udviklingen afet højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlems-staterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuldrespekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og op-bygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sprogligemangfoldighed1”.Af TEF art. 150 fremgår det, at ”fællesskabet iværksætter en erhvervsud-dannelsespolitik, der støtter og supplerer medlemsstaternes aktioner medfuld respekt for, at ansvaret for undervisningsindholdet og tilrettelæggel-sen af erhvervsuddannelserne ligger hos medlemsstaterne2”.For begge artikler gælder det, at vedtagelser sker efter fremgangsmåden iTEF art. 251 om fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet. Medhjemmel i art. 149 kan der med kvalificeret flertal vedtages henstillinger,det vil sige en ikke juridisk bindende retsakt. Der kan desuden med

2hjemmel i både art. 149 og art. 150 vedtages tilskyndelsesforanstaltnin-ger, men uden at der er tale om nogen form for harmonisering af med-lemsstaternes love og administrative bestemmelser.Begge artikler fastsætter således entydigt, at ansvaret for medlemsstater-nes uddannelsessystemer, deres indhold og opbygning er national kom-petence. Men det fremgår også, at fællesskabet kan iværksætte initiativer,der støtter og supplerer medlemsstaternes egen indsats.Tilskyndelsesforanstaltningerne har primært haft karakter af fællesskabs-programmer. Disse voksede successivt frem på de enkelte uddannelses-områder i løbet af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. I 1995 blevdisse programmer samlet i to større programmer på henholdsvis det al-mene uddannelsesområder (Sokrates) og erhvervsuddannelsesområdet(Leonardo da Vinci). Disse to programmer er fra 1. januar 2007 samlet iét program for livslang læring.Programmerne er bl.a. rettet mod at styrke den europæiske mobilitet,fremme indlæring og kendskab til fremmedsprog, styrke IT-anvendelseni uddannelsessystemerne, fremme iværksætterånden, styrke kvaliteten i deeuropæiske uddannelsessystemer samt at fremme udveksling af godpraksis mellem medlemslandene.Rådet vedtager desuden en lang række politiske tilkendegivelser i form afresolutioner og rådskonklusioner. Disse, der selvsagt ikke er juridisk bin-dende, har til formål at samle medlemsstaterne til at gøre en særlig ind-sats på udvalgte områder. Eksempler herpå er Rådets resolution omfremme af et styrket europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse(”Københavner-processen”) og Rådets resolution om vejledning.Et kernepunkt for alle EU-initiativer på områder, hvor fællesskabet ikkehar enekompetence er, at nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet)skal overholdes. Det vil sige, at EU kun kan iværksætte initiativer, hvormedlemsstaterne ikke alene kan opnå de ønskede mål.Hvad angår EU-institutionernes hensyntagen til nærhedsprincippet, erdet først og fremmest Kommissionen, der som initiativtager til EU-lovgivning har til opgave at vurdere behovet for nye EU-foranstaltnin-ger, herunder hvordan konkrete forslag udformes, så de stemmeroverens med nærhedsprincippet. Det indgår således som en fast be-standdel af Kommissionens konsekvensanalyser af væsentlige nye forslagat vurdere, om og hvordan forslaget inkl. de forskellige mulige tiltag for-holder sig til nærhedsprincippet.Også på uddannelses- og ungdomsområdet har Kommissionen foretagetsådanne vurderinger. Som eksempel kan nævnes forslag til henstilling om

3unge volontørers mobilitet, hvor Kommissionen anfører, at målet om enøget mobilitet for volontører på tværs af landegrænserne bedre kan nåsved handling fra fællesskabets side end medlemslandene enkeltvis. End-videre anføres, at mobilitet generelt er i centrum for handlinger på EU-plan på uddannelses- og ungdomsområdet, hvor det enkelte medlems-land som nævnt har sværere ved at opfylde målene, og hvor fællesskabs-handlingerne består i opfordring til øget samarbejde mellem nationalesystemer, udveksling af eksempler på god praksis, etablering af støtte-programmer m.m.Et andet eksempel er Kommissionens vurdering af, at fællesskabets sam-arbejde på uddannelsesområdet bør styrkes for at imødekomme uddan-nelsesmæssige udfordringer, hvis EU bedre skal kunne leve op til Lissa-bonstrategiens målsætning om at være "den mest konkurrencedygtige ogdynamiske vidensbaserede økonomi". Denne vurdering ligger forud forrådskonklusionerne vedrørende strategirammen for samarbejde på ud-dannelsesområdet (”ET 2010”) vedtaget i 2001 og den opdaterede stra-tegiramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (”ET2020”) vedtaget i 2009.Det har været et gennemgående træk i initiativerne, at de set med rege-ringens øjne har medført en europæisk merværdi i den forstand, at de harmedvirket til at øge medlemsstaternes fælles indsats på områder, hvorlandene selv ikke i tilstrækkelig grad har kunnet nå de opstillede fællesmål. Regeringen har derfor kunnet tage Kommissionens redegørelser fornærhedsprincippets anvendelse til efterretning.