Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 2 (Alm. del - bilag 370):

I brev af 9. oktober 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:                   21-10-2008

 

Spørgsmål 2:

"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 15/9-08 fra Mette Møbjerg Madsen, Bruxelles, jf. 2007-08, 2. samling UDU alm. del – bilag 370, vedr. klage over forholdene i den danske maternelle på Europaskolen i Bruxelles?"

 

Svar:

Klagen vedrører normeringen i maternelle, dvs. den danske børnehaveklasse på Europaskolen i Bruxelles, som klageren finder utilstrækkelig. Klageren ønsker derfor Undervisningsministeriets indgriben i form af en øget ressourcetildeling.

 

Europaskolesystemet er imidlertid indrettet således, at de enkelte lande ikke ensidigt kan forøge ressourcetildelingen, idet dette ville give en skævvridning i forhold til de øvrige implicerede lande. Europaskolerne er et autonomt skolesystem, og beslutninger om ændrede ressourcetildelinger skal vedtages af Det øverste Råd ved Europaskolerne, hvilket kan tage 1-2 år at få gennemført.

 

Foranlediget af klagen har Undervisningsministeriets Europaskoleinspektører holdt møde med skolens rektor, hvor ressourcemulighederne blev drøftet. Fra skolens side blev det tilkendegivet, at man er meget opmærksomme på situationen, og at man bestræber sig på at få dagligdagen til at fungere, således at eleverne rammes mindst muligt.

 

Til orientering vedlægges mit svarbrev til klageren.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder