Ministeren bedes kommentere denne problemstilling:
Frem til sidste år fik enhver student, som havde haft tre højniveaufag i 3.g automatisk ganget sit gennemsnit med 1,03 som belønning for, at eleven havde påtaget sig en større arbejdsbyrde end krævet. Det skulle opveje, at eleven risikerede at få et lavere gennemsnit, da han eller hun ikke havde den samme tid til fordybelse, eftersom arbejdsbyrden er større. Nu er der i mellemtiden sket det, at alle får ganget deres gennemsnit med 1,08, såfremt de holder højst to sabbatår. Da de tidligere nævnte tre procent ikke er indregnet direkte på karakterbeviset for studenterne på den gamle karakterskala, gives denne gulerod ikke længere.
Men på eksamensbeviserne fra 2008 er de tre procent regnet direkte ind, hvilket tyder på, at studenterne fra i sommers får en stor fordel blot på grund af administration og papirnusseri. Tre procent lyder måske ikke af meget, men det gør faktisk en væsentlig forskel. Især hvis man vælger forkert i første omgang og derved i anden omgang risikerer at skulle søge ind med sit reelle gennemsnit, mens mange andre, der søger ind, først får ganget deres gennemsnit med 1,03 og derefter med 1,08.
Vil ministeren tage initiativer, der kan sikre, at studenter fra forskellige årgange ikke forskelsbehandles i forhold til den nye karakterskala?
Dato: 11-03-2009
Status: Endeligt besvaret