Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 121 (Alm. del):                                                                         02-03-2009
I brev af 21. januar 2009 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 121:
"Det fremgår af det i forrige spørgsmål nævnte jobtilbud, at udlændinge, som ikke efter kursusperioden består en test, sendes hjem for egen regning. Skal der i disse tilfælde hvor udlændingen reelt ikke kommer i arbejde, ske tilbagebetaling af AMU‑tilbud og taxametertilbud?"
Svar:
Det fremgår af § 8, stk. 2, 1. pkt., i AMU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse 802 af 22. september 2003 om fælles kompetencebeskrivelser og om arbejdsmarkedsuddannelser som ændret ved bekendtgørelse nr. 806 af 29. juni 2007), at personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark på uddannelsestidspunktet, har adgang til arbejdsmarkedsuddannelse.
Det skal vurderes ved optagelsen, om adgangsbetingelserne er opfyldt.
Hvis en person, der har fået adgang til AMU som følge af beskæftigelse i Danmark under uddannelsen, mister sin beskæftigelse efter uddannelsens afslutning, kan det ikke medføre, at en optagelse, der i sin tid var i overensstemmelse med reglerne, med tilbagevirkende kraft bliver anset for at stride mod dem, således at der kan opstå spørgsmål om tilbagebetaling af tilskud udbetalt i forbindelse med deltagelse i uddannelsen.