Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 118 (Alm. del):                                                                         02-03-2009
I brev af 21. januar 2009 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 118:
"Vil ministeren redegøre for de økonomiske forløb i forbindelse med udlændinges deltagelse i AMU‑kurser, jf. den pågældende sag, herunder set fra henholdsvis virksomhedens, udlændingenes, udannelsesstedet og offentlige myndigheders side?"
Svar:
Det økonomiske forløb ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse er ens, uanset om deltageren er dansker eller udlænding.
Det økonomiske forløb er overordnet som følger:
· Deltagerbetaling opkræves af uddannelsesstedet i forbindelse med tilmelding til arbejdsmarkedsuddannelse. Den kan enten betales af kursisten eller dennes arbejdsgiver.
· Godtgørelse udbetales enten til kursisten eller dennes arbejdsgiver, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Godtgørelse til forsikrede udbetales af a-kassen, mens godtgørelse til ikke-forsikrede udbetales af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte (styrelsen).
· Tilskud til befordring udbetales af henholdsvis styrelsen eller a-kassen til kursisten, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Ansøgning sker samtidig med ansøgning om VEU-godtgørelse.
· Tilskud til kost og logi udbetales af uddannelsesstedet, hvis kursisten opfylder betingelserne herfor.
· Undervisningsministeriet udbetaler taxametertilskud til uddannelsesstedet for indberettet uddannelsesaktivitet.
· Undervisningsministeriet yder refusion til uddannelsesstedet for afholdt tilskud til kost og logi.
En oversigt over forhold ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, der er forbundet med en indtægt eller en udgift for henholdsvis arbejdsgivere, kursister, uddannelsessteder og offentlige myndigheder, fremgår af bilag 1.