Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 117 (Alm. del):                                                                          02-03-2009

I brev af 21. januar 2009 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 117:

"Hvor mange og hvor stort samlet AMU‑tilskud har den pågældende virksomhed modtaget?"

 

Svar:

Da det er uddannelsesstederne, der administrerer ordningen med tilskud til kost og logi, har Undervisningsministeriet kun oplysninger om, hvad der er udbetalt i refusion for tilskud til kost og logi fra ministeriet til de enkelte uddannelsessteder. Undervisningsministeriet har derfor anmodet det pågældende uddannelsessted om at oplyse, hvor meget der er udbetalt i tilskud til kost og logi til ansatte i de to pågældende virksomheder.

 

I perioden 2007-2008 er der samlet udbetalt 21.915.823,25 kr. i tilskud til kost og logi i forbindelse med, at i alt 319 personer, der er ansatte i de to pågældende virksomheder, har deltaget i AMU. Tilskud er udbetalt efter statens regler for tjenesterejser, reducerede satser. Uddannelsesstedet har ikke udbetalt tilskuddene til deltagerne, men direkte til indkvarteringsstederne efter faktura.

 

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har mulighed for at foretage udtræk fra VEU-systemet vedrørende udbetaling af godtgørelse til virksomheder og kursister og befordringstilskud til kursister, der er i beskæftigelse.

 

Udtræk fra VEU-systemet pr. 26. januar 2009 viser, at der i perioden 2007-2008 samlet er udbetalt 9.339.334,50 kr. i VEU-godtgørelse til de to virksomheder, dækkende over bevillinger for i alt 684 AMU-deltagere. Pr. opgørelsestidspunkt er der ikke udbetalt bevillinger for 2009.


 

I perioden 2007-2008 er der samlet udbetalt 243.376,00 kr. i befordringstilskud til ansatte i de to virksomheder i forbindelse med deltagelse i AMU. Pr. opgørelsestidspunkt er der i alt udbetalt 9.190,00 kr. i befordringstilskud i 2009 til samme persongruppe.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder