Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 91 (TRU Alm. del):

I brev af 4. november 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 91 :

"Med henvisning til vedlagte artikel fra Jydske Vestkysten den 26. oktober 2008 "Ingen konkrete klager" bedes ministeren forklare, hvad man i ministeriet opfatter som konkrete klager i sagen om lokoføreruddannelsen. Skal udtalelsen fra ministeriets ansvarlige for lokomotivføreruddannelsen forstås på den måde, at hverken referatet fra mødet af 22. marts 2007 eller Dansk Jernbaneforbunds brev af 8. februar 2008 opfattes af ministeriet som konkrete klager, selvom det er spørgerens opfattelse, at der både i referatet og i brevet er konkrete klager."

 

Svar:

Med en konkret klage menes der i sagen om lokomotivføreruddannelsen en konkret klage over, at en skoles gennemførelse af sikkerhedsundervisningen ikke sker i overensstemmelse med reglerne herom.

 

Derfor er Undervisningsministeriets udtalelse til Jyske Vestkysten den 26. oktober 2008 et udtryk for, at ministeriet ikke har modtaget konkrete klager f.eks. fra elever eller operatører over skolernes gennemførelse af sikkerhedsundervisningen i forhold til reglerne herom i bekendtgørelse om uddannelse til fører af trækkraftenheder indenfor jernbanedrift (lokomotivfører) nr. 1105 af 20. september 2007, vejledning til bekendtgørelsen og uddannelsesordningen.

 

Det er korrekt, at Undervisningsministeriet ved flere lejligheder har modtaget generelt udtrykt bekymring over den offentlige lokomotivføreruddannelse. I de tilfælde, hvor der har været tale om forhold, som ministeriet konkret har kunnet undersøge, har ministeriet taget skridt hertil. Undervisningsministeriet har således undersøgt skolernes procedure for vedligeholdelse af det løsbladsystem, der indgår som obligatorisk undervisning i fagområdet jernbanesikkerhed, behov for nyt undervisningsmateriale til undervisning i fagområdet teknik, vedligeholdelse af eksamensspørgsmål og brug af lærere med de nødvendige lærerkvalifikationer i forbindelse med undervisningen i fagområdet jernbanesikkerhed.

 

Med indførelse af den offentlige lokomotivføreruddannelse fremgår ansvarsfordelingen for uddannelsen af ovennævnte bekendtgørelse.

 

Skolerne har ansvar for, at eleverne når målene med uddannelsen, herunder at udarbejde uddannelsesordning, som godkendes af Undervisningsministeriet efter forhandling med Trafikstyrelsen og det rådgivende lokomotivførerudvalg. Skolen har ligeledes ansvar for, at der udarbejdes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt elev.

 

Undervisningens kvalitet sikres blandt andet gennem eksamination af eleverne, hvor Trafikstyrelsen har fastsat krav til prøvens form og indhold, og censorer vælges fra Trafikstyrelsens register over godkendte censorer.

 

Undervisningsministeriet fører almindeligt tilsyn med skolernes gennemførelse af uddannelsens 16 ugers skoleundervisning, og Trafikstyrelsen har almindeligt tilsyn med operatørerne, som har ansvar for den praktiske oplæring af eleverne i den resterende del af den 10 måneder lange lokomotivføreruddannelse.

 

Det følger af ovennævnte bekendtgørelses § 16, at en klage over en skoles afgørelse i henhold til bekendtgørelsen skal sendes til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder sin klage, videresender skolen klagen vedlagt en udtalelse fra skolen til Undervisningsministeriet, hvis klagen indeholder retlige spørgsmål til ministeriets afgørelse.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder