Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             10. december 2008

Dok.id        754675      

J. nr.           004-U18-730                

  

 

Trafikudvalget har i brev af 29. oktober 2008 stillet mig følgende spørgsmål 73 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

 

 

Spørgsmål nr. 73:

 

”Ministeren bedes gøre rede for, hvorvidt en mulig nedlæggelse af banen

Nykøbing F.‑ Gedser samtidig med, at der er givet tilladelse til, at der kan køre

modulvogntog til Gedser, er i overensstemmelse med regeringens målsætning

om at fremme godstrafik på skinner”

 

 

 

Svar:

 

I forbindelse med forsøget med modulvogntog vil Gedser Havn deltage i det udvidede forsøg i 2009 og 2010.

Det bliver derfor som led i forsøget, der løber frem til og med 2011, vigtigt at vurdere den faktiske trafiksikkerhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske effekt ved at indføre modulvogntog med henblik på en stillingtagen til muligheden for en eventuel forlængelse af ordningen.

For regeringen handler det om, at sikre en moderne, effektivt og miljørigtigt transportsystem på et godsmarked i vækst. Med det planlagte forsøg med modulvogntog lægges ikke op til at begrænse de enkelte transportformer, men derimod at forbedre rammerne for de enkelte transportformer, og samspillet imellem dem. Det forsøg der nu sættes i gang er netop tilrettelagt på en sådan måde, at bl.a. landets største havne og jernbane/kombiterminaler får en central rolle.

Jeg forventer derfor, at forsøget med modulvogntog kan vise sig at være et væsentligt bidrag til at øge samspillet mellem sø, jernbane og vejgodstransporter og herigennem også medvirke til at fremme godstransport på skinner.

Jeg kan afslutningsvist oplyse, at Gedserbanen ikke siden 1994 har været benyttet til godstrafik, hvorfor det næppe har den store negative betydning for mængden af godstrafik, der transporteres på skinner mellem Nykøbing F. og Gedser, at der åbnes for kørsel med modulvogntog til Gedser.

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed