Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             25. marts 2009

Dok.id       

J. nr.           004-U18-946

  

 

Trafikudvalget har i brev af 23. marts 2009 stillet mig følgende spørgsmål 622 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål nr. 622:

 

”Ministeren bedes gøre rede for de sætningsskader, der opstod på bygninger i Frederiksborggade i forbindelse med metrobyggeriet der. Især ønskes en redegørelse for hændelserne i 1999 vedrørende ejendommen Frederiksborggade 20, og at redegørelsen ikke baserer sig på oplysninger fra Metroselskabet, og/eller entreprenøren, men fra en af de to nævnte selskaber, uafhængig kilde.”

 

Svar:

 

På baggrund af oplysninger fra Metroselskabet skal jeg redegøre for sætningsskaderne samt baggrunden herfor på ejendommen Frederiksborggade 20.

 

Inden entreprenøren påbegyndte arbejdet med sekantpæle ved stationen i Frederiksborggade, var der fastlagt hvilken maksimal påvirkning, arbejdet måtte have på nabobygningerne (vibrationer) samt hvilken maksimal sætning der måtte være, før arbejdet skulle standses. Disse forhold blev hele tiden observeret og kontrolleret af såvel entreprenøren som Ørestadsselskabet (nu Metroselskabet).

 

Da grænseværdien for sætninger blev nået, i forbindelse med at nedboringen af sekantpæle og videre udgravninger blev igangsat, beordrede Ørestadsselskabet, at entreprenøren skulle indstille arbejdet. Ved den efterfølgende frigravning af de gamle træpæle under bygningernes fundamenter, viste det sig, at de havde mistet deres bæreevne som følge af længerevarende grundvandssænkning i forbindelse med et tidligere byggeri (sandsynligvis ved etableringen af parkeringskælderen under Israels Plads 1967-1970).

 

Derefter blev der etableret ny pælefundering under bygningen, inden entreprenøren fik lov til at fortsætte arbejdet med sekantpæle.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed