Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             24. marts 2009

Dok.id       

J. nr.           004-u118-898

  

 

Trafikudvalget har i brev af 27. februar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 509 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål nr. 509:

 

"Ministeren bedes redegøre for, hvordan Post Danmark vil sikre sig, at alle mennesker med et handicap bliver gjort opmærksomme på, at Post Danmark har fejlinformeret om, hvilke betingelser der skal opfyldes for at få dispensation for kravet om, at en postkasse skal opsættes på stueetagen.”

Svar:

 

Spørgsmålet vedrører bestemmelserne om brevkasseanlæg i etageejendomme. Ved vedtagelsen af lov om postbefordring i 2004 besluttede Folketinget, at bestemmelserne om, at der skal etableres brevkasseanlæg i stueetagen i etagebyggeri, også skulle gælde for den ældre boligmasse, altså etagebyggeri opført efter byggetilladelse udstedt før 1. januar 1974.

Bevægelseshæmmede og andre handicappede, der er ude af stand til selv at tømme deres brevkasse, har efter bestemmelserne et krav på at få posten bragt til døren. Levering af post til døren forudsætter, at der foreligger en indstilling fra vedkommendes socialforvaltning eller invalideorganisation; men der er ingen særlige formkrav for ansøgningen.

Der er tale om en ordning, som gælder for den enkelte modtager. Der er ikke, som spørgeren formulerer det, tale om en dispensation for kravet om, at der skal etableres brevkasseanlæg i stueetagen, og at disse brevkasseanlæg skal omfatte samtlige modtagere i opgangen.

I praksis fungerer ordningen på den måde, at den pågældende modtagers brevkasse i brevkasseanlægget forsynes med et symbol, som indebærer, at posten skal bringes til døren.

Færdselsstyrelsen, som fører tilsyn med Post Danmark A/S, har indhentet en redegørelse fra virksomheden om information til borgerne om denne ordning.

Det fremgår af redegørelsen, at Post Danmark ved enhver kundekontakt om brevkassebestemmelserne gør opmærksom på undtagelsesbestemmelser for bevægelseshæmmede og andre handicappede og vejleder om, hvordan sådanne modtagere skal forholde sig for at få posten omdelt til døren.

Der er desuden lavet en lille folder – ”Brevkasseanlæg i ældre etageejendomme senest 31.12.2009”, en standardartikel til brug for blade, der vil informere om emnet, og en kundehåndbog – ”Opsætning af brevkasser og brevkasseanlæg” - til brug for fabrikanter af brevkasser, administratorer af ejendomme, m.v.

Post Danmark erkender, at der i kundehåndbogen beklageligvis var en forkert og uheldig formulering vedrørende bevægelseshæmmedes og andre handicappedes adgang til at få post bragt til døren.

Denne fejl blev Post Danmark opmærksom på i forbindelse med Politikens henvendelse til virksomheden, og den blev straks herefter rettet.

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed