Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             13. marts 2009

Dok.id       

J. nr.           004-U18-900

  

 

Trafikudvalget har i brev af 27. februar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 508 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål nr. 508:

 

"Ministeren bedes fremlægge resultatet af Metroselskabets studietur til Amsterdam, hvor selskabet skulle besigtige de skader, der var indtruffet i forbindelse med metrobyggeriet dér."

 

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Metroselskabet som har oplyst følgende, hvortil jeg skal henholde mig:

”Metroselskabet besøgte i oktober 2008 metrobyggeriet i Amsterdam for at studere de anlægstekniske hændelser, der havde været i forbindelse med byggeriet i Amsterdam.

Metroselskabets erfaringer fra studieturen til Amsterdam har ikke givet anledning til ændringer i anlægsprojektet for Cityringen.

Anlægsmetoden i Amsterdam og Gammel Strand er beslægtede, men ikke ens. Der er blandt andet forskel på, hvordan stationsboksen opføres. I Amsterdam graver man en rende og efterfølgende støbes der betonvægge, der udgør stationsboksens kanter. Ved Gammel Strand vil stationsboksens sider bestå af store betonpæle, der griber ind i hinanden og som laves ved først at ”bore” et dybt hul i jorden, cirka 15-20 meter dybt. Derefter fyldes der op med beton og armering. Denne metode er velafprøvet på den eksisterende Metro.

Derudover er der også forskel på den undergrund, der arbejdes i. Ved ulykkesstedet i Amsterdam er husene fortrinsvis funderet i et sandlag. Ved Gammel Strand vil der primært blive boret i kalk, og husene ved Gammel Stand vurderes at være funderet i et mere fast jordlag. Dette vil blive yderligere detaljeret undersøgt inden de store dele af byggeriet sættes i gang. ”

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed