Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             19. marts 2009

Dok.id        805496

J. nr.           004-u18-000888

 

 

Trafikudvalget har i brev af 20. februar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 477 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 477:

 

”Med henvisning til de vedlagte svar bedes ministeren i forlængelse af svaret på det andet af spørgsmålene oplyse:

‑Hvad er den forudsatte passagerfremgang mellem Køge og København i forhold til i dag ud fra forventningerne i de samfundsøkonomiske analyser?

‑Hvilke foranalyser eller lignende er der foretaget for at belyse, om en evt. nybygningsløsning vil medføre flere fjernrejsende sammenlignet med i dag?

‑På hvilket grundlag antages det, at en forkortet rejsetid på få minutter mellem Ringsted og København vil få afgørende betydning for de fjernrejsende valg af rejseform?”

Svar:

 

Trafikstyrelsen oplyser, at der i de aktuelle prognoser for Nybygningsløsningen 2017 forventes ca. 6500 rejser dagligt mellem stationerne i Køgeområdet og stationerne i København city. Det tilsvarende tal for basisalternativet i 2017 er ca. 4800. I dagens situation er der ca. 3700 daglige rejser i de pågældende relationer.

Prognoserne for alle typer rejser baseres på beregninger på Trafikstyrelsens trafikmodel af den forventede effekt af den ændrede trafikbetjening i forhold til basissituationen.

 

Det er rigtigt, at den hurtigste lyntogsforbindelse fra København ”kun” er 6 minutter før i Odense i Nybygningsløsningen end den tilsvarende lyntogsforbindelse i basisalternativet. Men da udbuddet af hurtige forbindelser øges mærbart, vil der være mange rejsende, der oplever større tidsbesparelser end de 6 minutter. F. eks. bliver der plads til to lyntogsafgange pr. time i stedet for kun en, og de passagerer, som fremover kan tage lyntoget København – Odense, opnår en 26 minutter hurtigere rejsetid sammenlignet med den tilsvarende IC forbindelse i basissituationen.

 

Med det større togudbud vil det desuden være lettere at finde en togforbindelse, der imødekommer passagerernes behov, og det betyder mindre ventetid for de rejsende.

Endelig vil den øgede kapacitet på strækningen København-Ringsted også for landsdelstrafikken medføre bedre regularitet.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed