Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             21/11-08

Dok.id        750862

J. nr.           004-u18-709

  

 

Trafikudvalget har i brev af 21. oktober 2008 stillet mig spørgsmål 45 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

 

Spørgsmål nr. 45:

 

"Vil ministeren kommentere artiklen ”Trafiksikkerhed: EU blokerer forebyggelse af højresvingsulykker” fra Information den 9. oktober 2008, jf. TRU alm. del – bilag 15, og oplyse, hvordan ministeren forholder sig til EU’s mulighed for at blokere danske forslag til forebyggelse af højresvingsulykker."

Svar:

 

Jeg har forelagt artiklen for Færdselsstyrelsen, som oplyser, at artiklens indhold er faktuelt korrekt, men at den imidlertid ikke forekommer fuldt dækkende i sin fremstilling af problemet.

Artiklen peger på ét ud af de 16 forslag, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) i rapport nr. 4 fra 2006 anbefalede gennemført til forebyggelse af ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister.

Til orientering omfattede de 16 forslag indsatser inden for følgende områder:


Alle forslag, på nær 4 specifikke vedrørende udsyn fra lastbiler, lader sig gennemføre uafhængigt af EU.

./.

 
Vedrørende iværksættelse af de enkelte forslag henvises til det vedlagte statusnotat fra juni 2008.

Færdselsstyrelsen vurderede, at forslagene om skærpede krav til udsyn fra lastbiler ikke kunne forventes at opnå tilstrækkelig tilslutning blandt de øvrige EU-medlemslande. Denne vurdering var baseret på, at styrelsen i 2001 uden held havde fremsat forslag om, at der burde indføres krav til udsyn fra lastbiler i EU. Styrelsen arbejder dog på at opnå en stramning af reglerne. Færdselsstyrelsen har derfor i samarbejde med erhvervet udarbejdet en vejledning til vognmænd og chauffører om ”best practice” vedrørende valg og indretning af lastbiler med henblik på at opnå det bedst mulige udsyn fra førerpladsen. Notatet vedlægges.

I øvrigt finder jeg, at det er en logisk konsekvens af fordelene ved et fælles indre marked, at landene ikke nationalt kan indføre egne tekniske krav.

Det er medlemsstaterne, som i fællesskab bestemmer EU-politikken. Jeg vil derfor rejse spørgsmålet om stramning af reglerne vedrørende indretning af lastbilførerhuse, når jeg i den nærmeste fremtid besøger EU-Kommissionen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed