Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

1240  København K

Dato             18. februar 2009

Dok.id       

J. nr.           003-1262

  

 

Folketingsmedlem Johs. Poulsen (RV) har den 12. februar 2009 stillet mig følgende spørgsmål nr. 1315, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. S 1315:

 

"Vil ministeren i forbindelse med gravearbejdet på den kommende Metroci­ty­ring udarbejde en oversigt over, hvilke forskellige modeller for transport af muck fra tunnelarbejdspladsen Østersøgade, der er blevet undersøgt, og hvilke økonomiske og miljømæssige fordele der er ved den valgte model (gennemsnitlig 230 daglige lastbiler igennem det centrale Østerbro i 3 år)?"

Svar:

 

Der er ikke udarbejdet egentlige undersøgelser af alternativer til transport med lastbil for transport af muck fra tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade. Københavns Kommune har i kommunernes fælles hvidbog over indsigelser og bemærkninger fra høringsprocessen vedr. Cityringens miljøforhold vurderet, at de miljømæssige fordele ved særlige transportsystemer til transport af muck (i tunnel eller rørføring) ikke står mål med de miljømæssige og økonomiske konsekvenser af de alternative systemer. Endvidere vurderer Københavns Kommune i hvidbogen, at arbejdet i forbindelse med tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade kan tilrettelægges, så det vil være muligt at afvikle trafikken til og fra arbejdspladsen på en tilfredsstillende måde.

Jeg ser ikke grund til at sætte spørgsmålstegn ved Københavns Kommunes vurdering, og kan på den baggrund ikke udarbejde den efterspurgte oversigt.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed