Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             25. februar 2009

Dok.id        792090

J. nr.           231-57

  

 

Trafikudvalget har i brev af 28. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 394 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Martin Henriksen (DF).

 

 

Spørgsmål nr. 394:

 

 

"Ministeren bedes forholde sig til Københavns Lufthavns generelle

sikkerhedsniveau i forbindelse med fugle, der generer lufttrafikken."

 

 

 

Svar:

 

Ud fra en vurdering af fuglekollisionsstatistikken for de senere år har der ikke kunnet konstateres en stigning i det samlede antal fuglekollisioner med fly ved Københavns Lufthavn. Det har derfor hidtil været Statens Luftfartsvæsens vurdering, at sikkerhedsniveauet har været tilstrækkeligt.

 

Statens Luftfartsvæsen er dog af Københavns Lufthavne A/S blevet gjort opmærksom på, at udviklingen i antallet af gæs på især Saltholm og Vestamager de senere år har været stigende, og at det kan blive et problem, hvis denne udvikling fortsætter.

 

Der er derfor igangsat undersøgelser med henblik på at afklare, om dette kan give anledning til en uacceptabel forringelse af flyvesikkerheden. 

 

Statens Luftfartsvæsen har i øvrigt oplyst, at Københavns Lufthavne A/S gennemfører en række foranstaltninger for at reducere risikoen for sammenstød mellem fugle og fly, bl.a. bekæmpelse af skarv på Saltholm ved at ødelægge deres æg, bortskræmning af fugle på lufthavnens areal med skræmmeskud, opsætning af fælder, brug af laser samt skydning af gæs på visse arealer udenfor lufthavnen. Lufthavnen har ansat en biolog, der udelukkende arbejder med overvågning af og forholdsregler mod bird strikes.

 

Det kan endvidere oplyses, at der er etableret en national fuglekollisionskomite i Danmark med deltagelse af lufthavne, luftfartsselskaber, pilotorganisationer og SLV.

 

Jeg vedlægger statistik fra SLV vedr. bird strikes i danske lufthavne, der viser, at antallet af birdstrikes i Københavns Lufthavn, Kastrup, har været faldende gennem de senere år.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Lars Barfoed