Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             25. februar 2009

Dok.id        792090

J. nr.           231-57

  

 

Trafikudvalget har i brev af 28. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 392 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Martin Henriksen (DF).

 

 

Spørgsmål nr. 392:

 

"Handler Statens Lufthavnsvæsen (SLV) efter loven som ansvarshavende

tilsynsmyndighed og ansvarlig for overholdelsen af gældende sikkerhedsregler,

når Skov‑ og Naturstyrelsen netop er ved at færdiggøre en større udvidelse af

fuglereservatet ved Klydesøen på Vestamager med støtte fra EU´s Life pulje?"

 

 

Svar:

 

I henhold til bestemmelser om civil luftfart (BL 3-16, Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser, 4. udgave af 31. januar 2005), skal koncessionshaveren for en flyveplads holde sig orienteret om samt søge at påvirke den offentlige planlægning, så anlæg der tiltrækker fugle, ikke placeres nærmere end 13 km fra en flyveplads, eller så der er risiko for overflyvning af flyvepladsen.

 

Hvis koncessionshaveren ikke kan få tilgodeset sine synspunkter, skal der ske indberetning til Statens Luftfartsvæsen.  Det kan oplyses, at disse bestemmelser er mere vidtgående end anbefalingerne fra den internationale luftfartsorganisation under FN, ICAO, på det område.

 

Klydesøen er etableret i midten af 90’erne, og Københavns Lufthavne A/S har på daværende tidspunkt været inddraget i beslutningsprocessen. Lufthavnen vurderede, at der ikke var uacceptabel risiko for fuglekollisioner ved udvidelse af søen.  Ifølge Statens Luftfartsvæsen har lufthavnens opfattelse heraf ikke ændret sig siden.

 

Det nævnte projekt med støtte fra EU’s Life pulje omhandler genopretning af strandenge, hvilket er til gavn for vadefugle. Statens Luftfartsvæsen har fået oplyst fra Skov- & Naturstyrelsen, at genopretningen af strandengene ikke har nogen betydning for bestanden af gæs.

 

Det fremgår i øvrigt af de vedtagne fredninger for Vestamager og Saltholm, at fredningerne ikke må være til hinder for, at de fornødne tiltag for at opretholde flyvesikkerheden kan gennemføres.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed