Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             11. februar 2009

Dok.id       

J. nr.           432-8

  

 

Trafikudvalget har i brev af 23. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål nr. 370 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 370:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20. januar 2009 fra Dong Energi, StatoilHydro, Novozymes og Novo Nordisk vedr. Rute 23, jf. TRU alm. del - bilag 234."

 

Svar:

 

Som det vil være udvalget bekendt har Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance den 29. januar 2009 indgået en aftale om dels de overordnede rammer og principper for udviklingen af en grøn transportpolitik i de kommende år, dels en række konkrete initiativer på transportområdet.

 

Som en del af aftalen er der enighed om, at perspektivet for Rute 23 på sigt er at etablere motorvej på strækningen.

 

Der er endvidere enighed om, at der for det første nu og her gennemføres opgraderinger på den østligste del af strækningen indenfor en ramme på 200 mio.kr. For det andet afsættes 10 mio.kr. til gennemførelse af en VVM-undersøgelse vedrørende etablering af en 3 km ny motorvejsstrækning syd om Regstrup til anslået 300 mio. kr., hvor der i dag er 2-sporet landevej. Undersøgelsen vil foreligge i 2011. En gennemførelse af projektet ved Regstrup vil sammen med de omtalte opgraderinger medføre, at der etableres motorvej på den 12 km lange strækning mellem Holbæk og Regstrup.

 

For det tredje afsættes yderligere 15 mio.kr. til gennemførelsen af en fuld VVM-undersøgelse efter 2011 for den resterende del af strækningen helt frem til Kalundborg. Sammen med udbygningen af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød vil trafikforholdene i korridoren dermed forbedres markant og understøtte væksten i området.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed