|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            19. februar 2009 Dok.id       J. nr.          004-855  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 23. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 368 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Benny Engelbrecht (S).
"Ministeren bedes statistisk redegøre for de seneste fem års udvikling af priserne på pakkepost hos Postdanmark sammenlignet med den øvrige prisudvikling på pakkemarkedet."
Indledningsvis kan jeg oplyse, at Post Danmarks befordring af pakker sker i fuld konkurrence med øvrige postvirksomheder på området.
I modsætning til øvrige postvirksomheder på pakkeområdet har Post Danmark en landsdækkende befordringspligt på pakker af vægt op til 20 kg, og er underlagt et servicekrav om dag-til-dag befordring mandag til fredag overalt i landet undtagen til Bornholm, hvor en ekstra dag må påregnes. Øvrige postvirksomheder på pakkemarkedet er ikke pålagt disse pligter og krav.
Post Danmark skal i henhold til koncessionen for Post Danmark bl.a. befordre adresserede pakker af vægt op til 20 kg landsdækkende til ensartede takster. Enhedstaksterne skal være ikke-diskriminerende, overkommelige, gennemsigtige og stå i forhold til omkostningerne.
På baggrund af en udtalelse fra Færdselsstyrelsen, som har indhentet oplysninger fra Post Danmark, kan jeg oplyse følgende om Post Danmarks prisudvikling for produktet Postpakker sammenlignet med priserne hos Post Danmarks største konkurrent, GLS Denmark:
Post Danmark oplyser, at selskabet forstår Trafikudvalgets spørgsmål som et ønske om at få oplyst prisudviklingen for produktet Postpakker, der er pakker, som indleveres på posthuse, og som ofte har private som modtagere.
Selskabets væsentligste konkurrent for denne type pakker er som nævnt GLS Denmark (datterselskab af det engelske postvæsen – Royal Mail). Post Danmark oplyser, at det imidlertid ikke umiddelbart er muligt direkte at sammenligne GLS’s og Post Danmarks priser. Post Danmarks priser er således sammensat på baggrund af forsendelsens vægt, mens GLS sammensætter sine priser på baggrund af pakkens størrelse.
Hvis der tages udgangspunkt i listepriserne for de gængse pakketyper hos GLS henholdsvis hos Post Danmark, ser sammenligningen af priserne for de seneste fire år ud, som det fremgår af tabellen vist nedenfor:
Prisudvikling seneste 4 år |
2006 |
2009 |
|
Distributør |
Pris |
Stigning i pct. |
|
GLS – S-pakke (længde + bredde maks. 50 cm) |
49,00 kr. |
59,00 kr. |
23 % |
GLS – M pakke (længde + bredde maks. 65 cm) |
60,00 kr. |
69,00 kr. |
15 % |
Post Danmark – Postpakke af vægt op til 5 kg |
50,00 kr. |
75,00 kr. |
50 % |
Som det fremgår af tabellen har der de seneste fire år været en procentvis større stigning i prisen for Post Danmarks Postpakker. Post Danmark oplyser, at dette imidlertid skal ses i forhold til udgangspunktet, hvor Postpakker historisk set har været prissat lavt i forhold til omkostningerne. Post Danmark har derfor i de senere år ladet priserne for Postpakker stige mere end den almindelige markedsudvikling.
Spørgeren har ønsket en redegørelse for en sammenligning af de seneste fem års udvikling i priserne, men da GLS Denmark først kom på det danske marked med de nævnte pakkeprodukter i maj 2006, er det ikke muligt at imødekomme dette. Post Danmark oplyser, at prisen for en Postpakke af vægt op til 5 kg var 49 kr. i 2005.
Post Danmark oplyser i øvrigt, at priserne på Postpakker i f.eks. Norge og Sverige er højere end Post Danmarks priser.
Med venlig hilsen
Lars Barfoed