Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             12. februar 2009

J. nr.           004-U18-000825

Deres ref.

  

 

Trafikudvalget har i brev af 13. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 313 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 313:

”Finder ministeren, at den forringede togbetjening af Snekkersten Station, svarer til intentionerne bag anlægget af stationens Parkér & Rejs‑anlæg, nemlig at det skal være lettere for bilisterne at kombinere bil‑ og togtransport?”

 

Svar:

Efter min opfattelse er forringelsen af betjeningen af Snekkersten Station ret begrænset. Stationen havde tidligere 6 tog i timen mod København i morgenmyldretiden, der afgik med 5/15 minutters interval. Tilsvarende var der om eftermiddagen 6 tog i timen, som afgik fra stationerne i city med 6/14 minutters interval. I øvrig tid blev Snekkersten betjent hvert 20. minut i begge retninger.

Med den nye køreplan har Snekkesten fortsat 6 tog mod København om morgenen i timen mellem 7 og 8, hvor passagertallet er størst. Disse tog afgår i 4/16 minutters interval. Desuden har stationen stadig tog hvert 20 minut fra tidlig morgen til efter midnat plus 3 ekstratog fra København i den travleste myldretid om eftermiddagen.

Jeg finder derfor, at Snekkersten Station har en betjening, der fortsat gør det muligt at kombinere bil- og togtransport.

I øvrigt er nedgraderingen af togbetjeningen af Snekkersten station sket i forbindelse med en prioritering, der betyder en samtidig opgradering af togbetjeningen af andre stationer på Kystbanen med henblik på at sikre den bedst mulige køreplan for de fleste passagerer på strækningen.

 



Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed