|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            3. februar 2009 Dok.id       J. nr.           004-u18-824                  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 8. januar 2009 stillet mig følgende spørgsmål 291 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Hanne Agersnap (SF).
"Ministeren bedes redegøre for, hvilke arbejdstids- og hviletidsregler, der gælder for taxivognmænd og vognmænd i øvrigt, når de selv kører deres vogne. Ministeren bedes desuden udfra et trafiksikkerhedssynspunkt forholde sig til, om reglerne er tilstrækkelige."
Arbejdstiden for taxi-, limousine- og sygetransportvognmænd, som fører egne køretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, er reguleret af færdselsloven, der slår fast, at køretøjer kun må føres af personer, som kan gøre dette på fuld betryggende måde.
Færdselsloven indeholder et klart forbud mod at føre et køretøj, hvis man på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, søvnmangel el. lign. årsager ikke kan gøre dette på fuld betryggende måde.
Arbejdstiden for vognmænd, som fører egne lastbiler med en totalvægt over 3.500 kg. og busser, er tillige reguleret af køre- og hviletidsbestemmelserne, der bygger på EU- forordninger om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område.
Det er min opfattelse, at vognmænd i det hele taget er ansvarsbevidste, og at de generelt lægger vægt på, at transportarbejdet bliver udført forsvarligt, således at de ikke udsætter medtrafikanter – og ikke mindst dem selv – for risici, som kan undgås ved at overholde lovgivningen og ved at optræde fornuftigt og forsigtigt.
Jeg har derfor ikke grund til at tro, at der er forhold, som frister vognmænd til at tilsidesætte færdselsloven og sund fornuft i øvrigt.
Der er således ikke efter min opfattelse behov for yderligere regler på dette område.
Med venlig hilsen
Lars Barfoed