|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            10. november 2008 Dok.id       749454 J. nr.          109-14  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 17. oktober 2008 stillet mig følgende spørgsmål 28 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes gøre rede for, hvorvidt den følgegruppe, der skal overvåge forsøget med modullastbiler, har inspiceret de veje og øvrige infrastrukturer, der indgår i forsøget med henblik på om disse er i stand til at kunne befærdes med modullastbiler."
Svar:
Vejdirektoratet har nedsat en følgegruppe i forbindelse med forsøget med modulvogntog. Følgegruppen består af repræsentanter fra Færdselsstyrelsen, Rigspolitiet, Dansk Transport og Logistik, DTU Transport, Kommunernes Landsforening, Danmarks Statistik, DI Transport, International Transport Danmark, FDM, Dansk Cyklistforbund samt Vejdirektoratet.
Følgegruppen har bistået Vejdirektoratet i forbindelse med opstilling af rammerne for en omfattende effektundersøgelse ved anvendelse af modulvogntog, og gruppen vil herudover i hele undersøgelsens løbetid følge undersøgelsen. Undersøgelsen vil kortlægge vej- og trafiktekniske samt trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser ved forsøget og vurdere forsøgets påvirkning på miljøet og trafikken.
Følgegruppen skal imidlertid ikke varetage selve undersøgelsens opgaver, hvorfor det ikke er hensigten, at gruppen egenhændigt skal ud og inspicere de veje og den øvrige infrastruktur, der indgår i forsøget. Denne opgave udføres for Vejdirektoratet af et eksternt rådgivningsfirma.
Med venlig hilsen
Lars Barfoed