Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             16. januar 2009

Dok.id        777516

J. nr.           004-U18-803

  

 

Trafikudvalget har i brev af 17. december 2008 stillet mig følgende spørgsmål 252 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Klaus Hækkerup (S).

 

 

Spørgsmål nr. 252:

 

"Vil ministeren, evt. i fortrolig form, tilsende udvalget en orientering med status for kombiterminalerne?"

 

 

Svar:

 

Der er udarbejdet et udkast til bekendtgørelsen om modtagepligt på kombiterminaler (BEK nr. 977 af 16/12-98), som har været i høring, jf.: https://­www.­borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=268. Opdateringen af bekendtgørelsen er nødvendiggjort af, at det ikke længere kun er Railion, som benytter kombiterminalerne.

Udkastet indeholder nærmere regler om omfanget af modtagepligten på kom­­bi­terminalerne og betalingen. Med hensyn til betalingen er forslaget, at parterne (terminaloperatøren og brugerne, dvs. jernbanegodsvirksomhederne) i første omgang skal forsøge at forhandle sig frem til, hvad priserne skal være. Såfremt parterne ikke kan blive enige, skal Trafikstyrelsen som myndighed fastsætte priserne. Priserne skal være i overensstemmelse med EU-regler og regler i Jernbaneloven, hvilket bl.a. indebærer, at priserne skal være omkostningsbaserede. Klage over kombiterminalens priser vil kunne indgives til Jernbaneklagenævnet.

Da terminaloperatøren af kombiterminalen selv kan være en jernbanevirksomhed og dermed en direkte konkurrent til de jernbanevirksomheder, der benytter kombiterminalen, indeholder udkastet til bekendtgørelsen også regler om, at der skal foretages en nøjagtig regnskabsmæssig adskillelse mellem kombiterminalens regnskab og evt. andre aktiviteter. Der må således ikke krydssubsidieres mellem de to aktivitetsområder.

Det er forventningen, at den reviderede bekendtgørelse vil træde i kraft snarest muligt.

Herudover undersøges det fortsat, om der er andre muligheder for at styrke banegodstransporten.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed