Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             27. oktober 2008

Dok.id        748492

J. nr.           004-U18-701

  

 

Trafikudvalget har i brev af 15. oktober 2008 stillet mig følgende spørgsmål 25 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 25:

 

"Ministeren bedes kommentere artiklen fra Ingeniøren d. 1. juli 2008 ”Officiel rapport: Vi er på vej mod ny oliekrise”,  herunder om de forhold, der beskrives i artiklen, set i relation til evt. anlæg af en fast forbindelse over Femern Bælt vil kunne påvirke forbindelsens trafikunderlag."

Svar:

 

Til trods for stigende energipriser har der været en markant stigning i trafikken. Det gælder også på færgeruterne mellem Lolland-Falster og Tyskland.

Vejtrafikken i Danmark, Tyskland og det øvrige EU har været stigende de seneste årtier, selvom energipriserne er steget. De økonomiske konjunkturer kan dæmpe trafikken i en periode, men der synes ikke at være grundlag for at antage, at stigende energipriser set over en længere periode vil medføre faldende trafik.

Internationale analyser har påvist en sammenhæng mellem økonomisk udvikling og vækst i trafikken, herunder at godstrafikken på langt sigt vokser hurtigere end økonomien. Globalisering, den internationale arbejdsdeling og den stadig større integration i EU vil uundgåeligt medføre vækst i den internationale trafik.

Selvom olieprisen steg med knap 330 pct. fra 1999 til 2007, steg trafikken på færgeruterne mellem Lolland-Falster og Tyskland i denne periode med godt 60 pct. Set over en længere årrække steg trafikken på færgeruterne mellem Lolland-Falster og Tyskland fra 1970 til 2005 med i gennemsnit 3,6 pct. om året. Det omfatter en periode med to oliekriser og heraf følgende kraftigt stigende olie- og benzinpriser.

Der er i de finansielle analyser af Femern Bælt-forbindelsen forudsat en gennemsnitlig vækst i vejtrafikken på den faste forbindelse over Femern Bælt på 1,7 pct. om året i de første 25 driftsår. Herefter er der forudsat nulvækst i vejtrafikken.

I forhold til den faktiske trafikudvikling mellem Rødby og Puttgarden er de finansielle analyser baseret på forholdsvis forsigtige forudsætninger om trafikudviklingen på den faste forbindelse over Femern Bælt. Den refererede artikel i Ingeniøren af 1. juli 2008 giver derfor ikke anledning til at ændre på de trafikale forudsætninger, der ligger til grund for rentabiliteten af Femern Bælt-forbindelsen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed