Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             23. december 2008

Dok.id       

J. nr.           004-u18-776

  

 

Trafikudvalget har i brev af 3. december 2008 stillet mig følgende spørgsmål 206 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ellen Trane Nørby (V).

 

Spørgsmål nr. 206:

 

" Kan ministeren oplyse, om aftalen mellem Forbrugerrådet, forbrugerombudsmanden og distributørerne af reklamer og gratisaviser, som betyder, at det ikke længere er frivilligt for afsendere, om man vil respektere "Ingen reklamer tak" ordningen, også omfatter Post Danmarks addreserede omslag "Med rundt", der indeholder adresseløse reklamer?"

Svar:

 

Indledningsvis kan jeg oplyse, at lignende spørgsmål om Post Danmarks anvendelse af omslaget ”Med rundt” til adresseløse forsendelser tidligere er blevet behandlet i såvel § 20 spørgsmål som i spørgsmål fra Trafikudvalget. Jeg tillader mig derfor at henvise til min forgængers svar af 16. april 2008 på § 20 spørgsmål nr. S 1182 stillet af MF Jesper Petersen (SF) og svaret af 18. december 2007 på TRU alm. del spørgsmål 19.

På baggrund af en udtalelse fra Færdselsstyrelsen kan jeg yderligere oplyse følgende om Post Danmarks benyttelse af omslaget ”Med rundt”:

Post Danmark oplyser, at selskabet også fremover vil respektere de gældende ”Nej tak” ordninger.

Selskabet anvender alene omslaget ”Med rundt” af produktionstekniske årsager. Omslaget bruges til at samle de forsendelser (herunder adresseløse forsendelser), der sampakkes maskinelt inden omdeling.

Som tidligere oplyst overfor Folketinget findes Post Danmarks omslag ”Med rundt” i to varianter, en med redaktionel tekst og reklamer og en uden. Omslaget uden reklamer vil Post Danmark fortsat anvende til de husstande, der tilmelder sig enten ”Reklamer – Nej tak” eller ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”.

I den neutrale udgave af omslaget vil selskabet samle de adresseløse forsendelser, der ikke har karakter af en erhvervsmæssig aktivitet, og som ikke er reguleret i Forbrugerombudsmandens nye retningslinier. Der kan f. eks. være tale om statslig, kommunal og regional information (f.eks. tryksager om skat eller lokalplaner), valgmateriale fra politiske partier, indsamlings-, eller oplysningsmateriale fra velgørende foreninger eller sygdomsbekæmpende organisationer samt materiale fra religiøse institutioner, såsom kirkeblade.

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed