Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             12. januar 2009

Dok.id        768593

J. nr.           004-U18-763

  

 

Trafikudvalget har i brev af 1. december 2008 stillet mig følgende spørgsmål 171 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

Spørgsmål nr. 171:

 

"Ministeren bedes gøre rede for, hvordan det nuværende genudbud af togtrafikken i Midt‑ og Vestjylland forholder sig til den trafikbetjening, DSB ydede frem til udgangen af 2002, og Arrivas indsats i perioden fra 2002 til dags dato. Herunder bedes også oplyst, hvilke muligheder genudbuddet indeholder for en driftsudvidelse i såvel myldretiden som i de trafiksvage timer."

Svar:

 

I forhold til den trafikbetjening, DSB ydede frem til udgangen af 2002, er der med det igangværende udbud tale om en øget trafikbetjening.  I genudbuddet er der taget udgangspunkt i den nuværende køreplan med enkelte justeringer.

 

Arriva var i henhold til den nuværende kontrakt fra begyndelsen af kontraktperioden i 2003 forpligtet til at levere 6,7 mio. togkm. pr. år, inkl. myldretidsbetjening, hvilket godt og vel svarede til det trafikomfang DSB betjente stækningerne med før Arrivas driftsovertagelse. Fra 2004 blev der suppleret med 0,165 mio. togkm. pr. år til udvidet drift mellem Århus og Skanderborg. Fra 2006 blev produktionen udvidet yderligere til de nuværende 7,7 mio. togkm. pr. år.

 

I det igangværende genudbud er trafikomfanget pr år på mindst 7,5 mio. og maksimalt 7,9 mio. tog km., såfremt alle optioner udnyttes.  Ud over optionerne vedrørende betjening af Tønder- Niebüll består den mulige driftsudvidelse dels i 4 ekstra afgange i tidsrummet kl. 10-13 på strækningen Århus-Viborg dels i muligheden for supplerende trafik på strækningerne Skive – Struer, Thisted – Struer og Ribe – Tønder, så der opnås to-timers drift på alle strækninger. Dertil kommer muligheden for yderligere at ændre trafikomfanget med -5/+10%  målt i tog km. i form af mindre tilpasninger, som kan ligge både i og uden for myldretiden. 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed