Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 150 (Alm. del), som Folketingets Trafikudvalg har stillet til justitsministeren den 6. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 150 fra Folketingets Trafikudvalg (Alm. del):

 

”Når det ifølge IT- og Telestyrelsen og EU ikke er tilladt at sælge udstyr, der kan forstyrre mobiltelefoni under kørsel med enten bil eller lastvogn, hvilke andre muligheder står da til rådighed for at begrænse brug af mobiltelefoner under kørslen, jf. svar på TRU alm. del – spørgsmål 53?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at det følger af færdselslovens § 55 a, stk. 1, at førere af køretøjer ikke må benytte sig af håndholdte mobiltelefoner under kørslen. Bestemmelsen indebærer således ikke et forbud mod anvendelse af mobiltelefoner, der er placeret i en holder, eller som betjenes ved hjælp af hovedtelefoner eller lignende.

 

Justitsministeriet kan endvidere henvise til ministeriets besvarelse af 28. oktober 2008 af spørgsmål nr. S 129. Af besvarelsen fremgår, at DTU Transport for tiden er i gang med en undersøgelse af distraktion og trafiksikkerhed, som har til formål at belyse, hvilke typer af distraktorer som forringer køreevnen i en sådan grad, at det er problematisk for trafiksikkerheden.

 

Det fremgår endvidere af besvarelsen, at Justitsministeriet, når undersøgelsen foreligger, vil gennemgå den nøje med henblik på at vurdere, om den giver anledning til ændringer eller nye tiltag på området.

 

Undersøgelsen forventes færdiggjort i løbet af første halvdel af 2009.