Folketingets Sundhedsudvalg har den 16. september 2009 stillet følgende spørgsmål nr.752 (alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed endeligt besva-res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Helge Adam Møller (K).Spørgsmål nr. 752:’Ministeren bedes sende udvalget en redegørelse for de regler, der er gældende ihenholdsvis Holland og Belgien for aktiv dødshjælp, og oplyse om indhentedepositive/negative erfaringer med disse ordninger.’Svar:Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har anmodet Udenrigsministeriet om en rede-gørelse for de gældende regler for aktiv dødshjælp i Nederlandene samt erfaringernehermed.Udenrigsministeriet har ved den danske ambassade i Haag fremsendt tre rapporter medtitlerne ”Euthanasia – the Netherlands’ new rules”, ”FAQ Euthanasia 2008 – A Guideto the Dutch Termination of Life on Request and Assisted Suicide (Review Procedures)Act – April 2002” og “Evaluation – Summary, Termination of Life on Request andAssisted Suicide (Review Procedures) Act”. De af ambassaden fremsendte rapportervedlægges. Ambassaden har endvidere fremsendt nedenstående svar, hvortil jeg kanhenholde mig:“Nederlandene indførte ved ”Lov om afslutning af liv efter anmodning, samt assisteret selv-mord” af 1. april 2002 en undtagelse til det strafferetlige forbud mod aktiv dødshjælp ved attillade læger at praktisere dette under omfattende betingelser. Loven har baggrund i en tidligereetableret praksis på området, herunder bl.a. ved en ikke-strafforfølgelsesaftale af november 1990mellem lægeforeningen og Justitsministeriet.Formålet med loven er at gøre brugen af aktiv dødshjælp mere transparent, harmonisere og præ-cisere reglerne herfor samt sikre den bedst mulige behandling af patienter, der lever med uud-holdelige smerter og ønsket om en værdig død. Aktiv dødshjælp skal forstås som "en læge, dertager livet af en svært lidende patient, der selv anmoder lægen herom".Aktiv dødshjælp er formelt stadig at anse som en forbrydelse, men den nederlandske straffelovundtager læger, der fuldt ud møder de omfattende kriterier, som loven fra 2002 opstiller. Formå-let hermed er bl.a. at sikre, at lægerne ikke længere skal føle sig som kriminelle, når de udføreraktiv dødshjælp, men derimod kan håndtere anmodninger fra patienter herom med åbenhed ogærlighed.Ifølge loven fra 2002 skal læger for at undgå at ifalde strafansvar imødegå følgende kriterier:

Med uudholdelige lidelser sigtes først og fremmest til fysiske smerter/lidelser. Hvor en patientsanmodning om at modtage aktiv dødshjælp ikke primært skyldes dennes fysiske tilstand, vil detnæsten være umuligt at vurdere, hvorvidt anmodningen er fremsat både frivilligt og veloverve-jet. I disse tilfælde bør den praktiserende læge konsultere ikke blot én, men to uafhængige speci-alister, hvor i det mindste én af dem er uddannet psykiater. Disse specialister skal personligtundersøge og interviewe patienten. I de fleste tilfælde vil sagen ende hos anklagemyndigheden,hvorefter det vil være op til retten at vurdere nødvendigheden af brugen af aktiv dødshjælp i detpågældende tilfælde.I tillæg hertil anses demenslidelse heller ikke i sig selv for at være grund til at udføre/modtageaktiv dødshjælp. For nogle mennesker anses sådanne lidelser dog som tab af både personlighedog værdighed, hvorfor nogen vælger at oprette erklæringer om at modtage aktiv dødshjælp isådanne tilfælde. Sådanne erklæringer må vurderes individuelt i forhold til personens tilstandsamt udsigten til medicinsk behandling.Loven af 2002 anerkender både mundtligt fremsatte anmodninger og skriftlige erklæringer omaktiv dødshjælp. De skriftlige erklæringer anvendes i tilfælde af, at patienten ikke længere er istand til at fremsætte sit ønske f.eks. på grund af koma. Erklæringen skal som udgangspunktvægtes meget tungt som værende udslag for patientens seriøse og velovervejede holdning, menkan aldrig erstatte lægens eget skøn, herunder særligt hvis lægen har grund til at tro at patientenvar inhabil på tidspunktet for erklæringens tilblivelse. Uden for lovens anvendelsesområde falderherved patienter, der ikke har oprettet denne særlige erklæring og kommer i en tilstand, hvor deikke længere kan give udtryk for dette ønske.I Nederlandene har patienter ingen definitiv ret til at modtage aktiv dødshjælp, hvoraf følger, atder heller ikke er nogen pligt for læger til at udføre sådanne handlinger. En læges hovedforplig-telse er at redde/bevare liv, men samtidig skal en læge gøre alt for at fjerne patienters smerter oglade dem dø med værdighed. Lægeløftet om at redde liv vejer dog i denne vurdering tungest,hvorfor det således altid er op til den enkelte læge at afgøre, hvorvidt en anmodning om aktivdødshjælp skal følges eller afvises, og ligeledes op til sundhedspersonalet at afgøre, hvorvidt devil deltage i forberedelsen heraf. I praksis afvises 2/3 af anmodningerne om aktiv dødshjælp.I praksis har der endvidere udviklet sig en grundsætning om eksistensen af et nært læge-patientforhold mellem den praktiserende læge og den anmodende patient, hvormed forstås at en lægekun kan udføre aktiv dødshjælp på egne patienter og med et sådant kendskab til denne patient, atkriterierne 1 og 2 er opfyldte. Såfremt lægen ikke ønsker at medvirke til aktiv dødshjælp børdenne henvise sin patient til anden læge, der herefter kan tage stilling til patientens anmodning.

Loven fra 2002 indeholder særlige bestemmelser for så vidt angår mindreårige. 12-15-årige kananmode om aktiv dødshjælp, men dette kræver tillige forældres eller værgers samtykke. 16-17-årige kan derimod selv træffe denne beslutning, selvom loven stadig foreskriver involvering afforældre mv. i sådanne situationer. De ovennævnte kriterier 1-4 skal desuden altid iagttages.Undersøgelser viser, at unges ønske om at dø i 90 % af tilfældene skyldes uhelbredelig kræft, ogat der i disse sjældne tilfælde næsten aldrig er uenighed mellem det unge menneske, lægen samtforældrene i spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal udføres eller ej.

Anmeldelsesprocedure

Når en læge har praktiseret aktiv dødshjælp skal den pågældende læge anmelde patientens una-turlige død til den kommunale retsmediciner ved at udfærdige en speciel rapport herom. Rets-medicineren udfærdiger på samme måde en lignende rapport, som sendes til den offentlige an-klager/anklagemyndigheden, der giver tilladelse til begravelsen. Herefter oversendes rapporternetil én af de fem særlige regionale komiteer for aktiv dødshjælp, jf. nedenfor, der gennemgår ogvurderer dokumentationen fra læger, der har praktiseret brugen heraf.

Regionale komiteer – vurderingen af udførte lægelige handlinger

De regionale komiteer for vurderingen af lægelige handlinger i forbindelse med aktiv dødshjælpblev oprettet i 1998 med henblik på at gennemgå konkrete sagsforløb i sager om aktiv døds-hjælp. Medlemmerne er udpeget af hhv. justits- og sundhedsministeren. Der sidder en læge ihver komité, hvilket bl.a. skyldes undersøgelser, der har påpeget en større tilbøjelighed blandtlæger til at rapportere om tilfælde, hvor aktiv dødshjælp er anvendt, hvis den efterfølgende vur-dering heraf til dels varetages af egne fagfolk. I tilfælde hvor den pågældende komité finderlægens handling i overensstemmelse med loven, afsluttes sagen hermed. I modsat fald henvisessagen til både anklagemyndigheden og sundhedsinspektoratet, hvorefter disse to myndighederhenholdsvis tager stilling til, hvorvidt der skal rejses en strafferetlig sag mod den pågældendelæge, og/eller hvorvidt lægen skal stilles for et disciplinærudvalg. I alle tilfælde er anklagemyn-digheden berettiget til at indlede en sag, såfremt der er mistanke om, at en forbrydelse er blevetbegået. Som noget særegent blev der i 2005 oprettet en rådgivende ekspertkomité vedrørendeaktiv dødshjælp til nyfødte med svære lidelser, der således skal rådgive anklagemyndigheden ivurderingen af, hvorvidt der i sådanne sager skal rejses tiltale mod den praktiserende læge.”

For så vidt angår erfaringer med reglerne om aktiv dødshjælp har den danske ambassa-de i Haag oplyst, at den vedlagte nationale evalueringsrapport fra maj 2007 om både delovgivningsmæssige samt de praktiske erfaringer med lovgivningen fra 2002 i det væ-sentligste fremkommer med positive konklusioner. Det fremgår blandt andet af rappor-ten, at der på basis af samtaler mellem rapportens forfattere og praktiserende læger vur-deres at være sket en markant stigning i antallet af rapporteringer af tilfælde af aktivdødshjælp efter lovens indførelse. Årsagen til stigningen antages at skyldes, at lægerneer blevet bedre til at beskrive dødsårsager og har opbygget mere erfaring på området,idet nogle læger først i løbet af samtalerne er gået over til at betegne en dødsårsag somresultat af aktiv dødshjælp. Selv om der ikke findes grundlag for store ændringer, inde-holder rapporten imidlertid forslag til opstramninger og mindre forbedringer. Der hen-vises til rapportens side 8-9 samt 15-18.Endelig har ambassaden oplyst, at besvarelsen bygger på åbne kilder samt samtaler medchefen for den etiske afdeling, Jos de Waard, og fuldmægtig Willi Ström, som begge ertilknyttet Sundhedsministeriet i Nederlandene.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har anmodet Udenrigsministeriet om en rede-gørelse for de gældende regler for aktiv dødshjælp i Belgien samt erfaringerne hermed.Til brug for besvarelsen har Udenrigsministeriet ved den danske ambassade i Bruxelleshaft kontakt med kontorchef Francoise Deweirt ved den belgiske føderale "Kommission

for kontrol og evaluering af anvendelsen af lov af 28. maj 2002 om aktiv dødshjælp",som er underlagt det belgiske sundhedsministerium.Ambassaden har fremsendt to udgivelser med titlerne “La fin de vie – questions et ré-ponses sur les dispositions légales en Belgique”, der er udarbejdet af foreningen ”Asso-ciation pour le Droit de Mourir dans la Dignité” (retten til en værdig død) som rådgiv-ning til patienter, og som indeholder spørgsmål og svar baseret på den belgiske lovgiv-ning, ”Commission Fédérale de Contrôle et d’Évaluation de l’Euthanasie” udarbejdet afdet belgiske sundhedsministeriums specielle kommission som rådgivning for de prakti-serende læger samt ”Loi relative à l’Euthanasie (lov om aktiv dødshjælp) af 28. maj2002”. De af ambassaden fremsendte bilag vedlægges. Ambassaden har endviderefremsendt nedenstående svar, hvortil jeg kan henholde mig:

”1. Lovgivningen

Den belgiske lov af 28. maj 2002 (iværksat efter 2 års national debat) legaliserer aktiv dødshjælpi Belgien. Lovteksten, der definerer aktiv dødshjælp som ”den gestus udøvet af tredjemand, derforsætligt tager livet af en person, som specifikt har anmodet herom”, resumeres nedenfor:Aktiv dødshjælp kan foretages på følgende tre betingelser:-Patienten skal være myndig (eller myndiggjort mindreårig), kapabel og bevidst på tidspunk-tet for sin anmodning;-Anmodningen skal formuleres på selvstændig vis, reflekteret og gennemgået og må ikkevære resultatet af pres udefra;-Patienten skal være i en situation uden udvej i medicinsk henseende og skal kunne redegørefor en fysisk eller psykisk, konstant og uudholdelig lidelse, der ikke kan lettes, som resultat af enalvorlig og uhelbredelig tilfældig og patologisk sygdom.Lægen, der foretager dødshjælpen, skal agere på frivilligt grundlag – ingen person kan tvinges tilat foretage eller at deltage i aktiv dødshjælp.Den procedure, som lægen skal følge, er klart defineret af loven. Den omfatter blandt andet kravom lægens præcise information til patienten omkring dennes tilstand og om mulighederne forpalliativ behandling, redegørelse for kravene om efterlevelse af ovenstående 3 betingelser, mu-lighed for konsultation af anden uafhængig læge (mulighed, der ligestilles med et krav, såfremtpatientens levetid trods sygdommen vurderes at være af længere varighed) samt efterlevelse afen periode på minimum 1 måned mellem patientens skriftlige anmodning om og iværksættelsenaf den aktive dødshjælp.I loven forudses endvidere mulighed for enhver myndig person til at udarbejde en anticiperendeerklæring (foran vidner), således at der i en eventuelt efterfølgende situation kan tages højde forden pågældendes ønsker, såfremt den pågældende efter erklæret sygdom/uheld m.v. ikke længe-re har mulighed for at udtrykke dem. En sådan anticiperende erklæring skal etableres (ellerbekræftes) ikke længere tilbage i tid end 5 år fra en begyndende umulighed for erklæret ønsketom aktiv dødshjælp.Lægen, der har gennemført aktiv dødshjælp, har pligt til efter behandlingen og inden for 4 ar-bejdsdage efter gerningen at aflevere en rapport herom til den føderale kontrol- og evaluerings-kommission. Kommissionen har mulighed for at indgive en eventuelt forkert behandlet sag forretten.

2. Den føderale kontrol- og evalueringskommission

Kommissionen er sammensat af 16 medlemmer (udpeget på basis af deres kundskaber og erfa-ringer) efter følgende princip: 8 medlemmer er læger, hvoraf mindst 4 med professorgrad under-viser på de belgiske universiteter. 4 yderligere medlemmer er enten professorer i jura på debelgiske universiteter eller advokater. De 4 sidste medlemmer kommer fra kredse specialiseret iproblematikken omkring patienter med uhelbredelige sygdomme.Herudover er kommissionens sammensætning præget af kravet om ligestilling mellem kønnenesamt af Belgiens sprogsamfundsmæssige sammensætning (til orientering oplyses, at Belgien udover en føderal regering, har en delregering for regionen Flandern, Wallonien og Bruxelles Ho-vedstad samt en delregering for det fransksprogede, det nederlandsksprogede og det tysksproge-de sprogsamfund), ligesom pluralistiske betragtninger, både i filosofisk og politisk henseende,skal være imødegået.Hvert af Belgiens 2 hovedsprogsamfund (det nederlandsksprogede og det fransksprogde – detmindre tyske sprogsamfund repræsenteres i kommissionen af det fransksprogede sprogsamfund)skal i kommissionen - for 4 år ad gangen - være repræsenteret med mindst 3 medlemmer af hvertkøn, ligesom repræsentationen skal være pluralistisk (både filosofisk og politisk). Mister et afmedlemmerne sin professionelle kvalitet, vil dets mandat i kommisisonen ophøre automatisk.Medlemmerne udpeger 2 præsidenter, de fransksprogede udpeger en fransksproget præsident ogde nederlandsksprogede en nederlandsksproget præsident.Mindst 2/3 af medlemmerne skal være til stede under seancerne med henblik på beslutningstag-ning.

3. Belgiske erfaringer med aktiv dødshjælp

Siden lovgivningens iværksættelse i løbet af andet halvår 2002 har kommissionen alene haftkonstruktive erfaringer med aktiv dødshjælp. Lovens bestemmelser efterleves rigtigt af de in-volverede parter, og man har hidtil ikke været udsat for tilfælde med uoverensstemmelser ellerklager for domstolen. Generelt noteres udbredt velvilje til samarbejde, både mellem læger ogpatienter samt lægerne imellem, ligesom kommissionens arbejde forløber godt. Under samtaler-ne med kommissionens talsmand blev det i øvrigt understreget, at dens medlemmer var sam-mensat af både fortalere for og modstandere af aktiv dødshjælp, hvilket aldrig havde skabt pro-blemer – snarere tværtimod, til fordel for behandlingernes ”rigtighed”.Ambassaden bemærker dog samtidigt, at belgisk presse i marts 2008 koncentrerede sig en delom den kendte belgiske forfatter, poet, maler og filmdirektør, Hugo Claus, der på grund af frem-skreden Alzheimer-sygdom bad om og modtog aktiv dødshjælp. Den omfattende presseomtaleaf sagen blev dengang stærkt kritiseret af både den romersk-katolske kirke (ved Kardinal Dan-neels og René Stockman, leder af den religiøse organisation ”Broeders van liefde”) samt af denbelgiske Alzheimer League, der beskrev den åbne debat om aktiv dødshjælp som ganske upas-sende af såvel religiøse som moralske årsager. Alzheimer League henviste blandt andet til, at”selv om man respekterede forfatterens beslutning, negligerede pressedækningen af hans dødtotalt alternative muligheder for Alzheimer-patienter”.”