SUU, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 609: Spm. om at oplyse, hvad baggrunden er for den praksisændring, som er sket i forhold til orientering af praktiserende læger, når en af deres patienter er afgået ved døden på et hospital, som er omtalt i henvendelsen til ministeren m.fl. fra Jan Værnet, jf. SUU alm del - bilag 551, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundhedsudvalg har den 1. juli 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 609(Alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed besvares. Spørgs-målet er stillet efter ønske fra Lone Dybkjær (RV).Spørgsmål nr. 609:’Ministeren bedes oplyse, hvad baggrunden er for den praksisændring, som er sket iforhold til orientering af praktiserende læger, når en af deres patienter er afgået veddøden på et hospital, som er omtalt i henvendelsen til ministeren m.fl. fra Jan Værnet,jf. SUU alm del - bilag 551.’

Svar:Af henvendelsen fra praktiserende læge Jan Værnet fremgår det, at det i mange år harværet praksis, at sygehusene sender en kort meddelelse til en afdød patients almentpraktiserende læge, straks når en patient dør eller indbringes død på et sygehus. Detanføres i henvendelsen, at denne praksis er ophørt, idet Ministeriet for Sundhed og Fo-rebyggelse angiveligt skulle have oplyst, at videregivelse af oplysninger om afdødepatienter skal ske efter sundhedslovens § 45. Det anføres endvidere i henvendelsen, atder som følge af denne praksisændring er tale om en ekstrem forringelse for de almentpraktiserende læger og borgerne, en forringelse som umuligt kan være intentionen medloven.Jeg finder indledningsvis anledning til at fremhæve, at den alment praktiserende lægesbehov for at få oplysninger om vedkommendes patienters dødsfald og omstændighe-derne i forbindelse hermed kan foreligge, dels fordi lægen kan ønske at få oplysninger-ne med henblik på læring og kvalitetsudvikling af sin patientbehandling, dels fordi denærmeste pårørende til en afdød patient kan ønske at tale med lægen om dødsfaldet ogårsagen hertil. Endvidere forventes det i nogle tilfælde, at den alment praktiserendelæge følger op på patienter, der udebliver fra planlagte konsultationer for eksempel vedat skrive et brev eller ringe til patienterne. I sådanne tilfælde vil det af indlysende grun-de være hensigtsmæssigt, at den alment praktiserende læge er bekendt med, at patientener afgået ved døden – ikke mindst af hensyn til patientens pårørende.Den alment praktiserende læge bliver bekendt med et dødsfald, hvis vedkommende erinvolveret i forbindelse med udfyldelsen af dødsattesten. Det sker både, når den prakti-serende læge selv har foretaget ligsynet, eller når ligsynet er foretaget af en vagtlæge,hvor patientens egen alment praktiserende læge udfylder en del af dødsattesten. I tilfæl-de, hvor der er retslægeligt ligsyn, vil den alment praktiserende læge blive bekendt meddødsfaldet, hvis politiet kontakter vedkommende i forbindelse med dødsfaldet. I tilfæl-de, hvor patienten dør på sygehuset, bringes død ind til skadestuen, eller hvor dødsfal-

det indberettes af en embedslæge, får den praktiserende læge imidlertid ikke automatiskoplysning om dødsfaldet.Den alment praktiserende læge kan dog via hjemmesiden sundhed.dk selv downloadeajourførte ændringslister fra sygesikringen med oplysninger om cpr-nummer på de aflægens patienter, der er afgået ved døden. Disse oplysninger foreligger imidlertid alenekvartalsvis. Ifølge Sundhedsstyrelsen får patientens alment praktiserende læge ikkeautomatisk oplysninger om patientdødsfald fra øvrige registre eller lignende.Med hensyn til problemets omfang kan det oplyses, at der i gennemsnit dør omkring55.000 personer om året i Danmark. Da der findes godt 2.100 lægepraksis med cirka3.400 alment praktiserende læger hver med i gennemsnit cirka 1.580 gruppe 1 sikredepersoner, vil der i årligt gennemsnit være godt 15 af en alment praktiserende læges pati-enter – svarende til 1 % – der afgår ved døden. Sundhedsstyrelsen har i forbindelsehermed oplyst, at skønsmæssigt halvdelen af alle dødsfald sker i eget hjem (inklusiveplejehjem) og knapt halvdelen på sygehus (inklusive døde indbragt til skadestue). Enmindre restgruppe dør ifølge Sundhedsstyrelsen andre steder.Der er imidlertid efter min opfattelse ikke lovgivningsmæssigt noget til hinder for, atsygehusene som en fast praksis sender en – eventuelt elektronisk – statusoplysning tilen patients alment praktiserende læge om, at patienten er død.Anmoder den alment praktiserende læge efterfølgende sygehuset om at få nærmereoplysninger om dødsfaldet, vil disse oplysninger kunne videregives efter sundhedslo-vens § 45, der omhandler videregivelse af oplysninger til pårørende og læge vedrørendeafdøde patienters sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.Jeg vil på den givne foranledning sikre, at Sundhedsstyrelsen tager stilling til, hvilkenvejledning, der – i forhold til sygehuse og regioner – måtte være behov for angåendevideregivelse af rettidig information om dødsfald på sygehus til afdøde patienters al-ment praktiserende læger.