Sundhedsudvalget 2008-09
SUU Alm.del
Offentligt
Justitsministeriet
Dato:Dok.:Sagnr.:
28. april 2009LMD410782009-154-0178
Udkast til tale til ministeren til brug for besvarelse afsamrådsspørgsmål AF fra Folketingets Sundhedsud-valg onsdag den 29. april 2009
Samrådsspørgsmål AF:
”Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer mini-steren vil tage for at sikre, at de politifolk, der tager udtil sindslidende, dels har de rette faglige kvalifikationertil at håndtere situationen, og dels at de assisteres afsundhedsfagligt personale, både når det drejer sig omafhentning af sindslidende, der skal tvangsindlægges ogogså i de tilfælde, hvor det ikke sker med henblik på entvangsindlæggelse.”
[Indledning]Jeg går ud fra, at baggrunden for spørgsmålet er denulykkelige sag, hvor en tidligere soldat mistede livet iforbindelse med, at politiet blev tilkaldt til hans bopæl.
Det er naturligvis forfærdeligt, at en ung mand misterlivet på denne måde. Og det giver næsten ikke mening atforsøge at sætte ord på de pårørendes tab og sorg. Særligtsvært må det være at stå tilbage med spørgsmålet om,hvordan det gik så galt, og om den tragiske udgang kunnevære undgået. Det tror jeg, alle kan leve sig ind i.
Samtidig må man ikke glemme, at noget af det værsttænkelige, man kan komme ud for som politibetjent, er atmåtte anvende sit tjenestevåben på en måde, som medfø-rer, at et andet menneske dør.
Det er ikke nogen hemmelighed, at myndighedernes –herunder måske særligt politiets – indgriben i forhold tilsvært sindslidende desværre indebærer en latent risiko for2
en voldelig konfrontation, som kan få en ulykkelig ud-gang for alle implicerede parter.
Det er derfor helt centralt, at alle relevante aktører – her-under politiet – hele tiden har fokus på, hvordan man kanhåndtere psykisk syge bedst muligt, ikke mindst når dehar det dårligt. Ingen har nogen interesse i andet. Og der-for siger det sig selv, at vi skal gøre alt, hvad der står ivores magt, for at forhindre den slags tragedier, som vi såpå Nørrebro i marts. Og som er dybt ulykkelige for alleparter.
Jeg ved, at ministeren for sundhed og forebyggelse i sid-ste uge havde lejlighed til at redegøre for psykiatriensside af denne problematik. Så udvalget må bære overmed mig, hvis der kommer lidt gentagelser.
[Politiets teoretiske og praktiske uddannelse i håndte-ring af psykisk syge]
3
Udvalget har spurgt, hvordan man sikrer, at de politifolk,der sendes ud til sindslidende, har de rette kvalifikationertil at håndtere situationen.
Håndteringen af mødet med psykisk syge, herunder psy-kotiske, personer er et helt integreret element i politietsbåde teoretiske og praktiske uddannelse.
Der er således betydelig fokus på de udfordringer, somarbejdet med psykisk syge indebærer, både under politi-ets grunduddannelse og under efteruddannelsen.
Dette er både naturligt og nødvendigt i lyset af, at politietmeget ofte har kontakt med sindslidende – ikke alene vedbistand til tvangsindlæggelser, men i almindelighed vedløsningen af de daglige politiopgaver.
På Politiskolen behandles emnet bl.a. i fagene psykologiog politimedicin. Formålet med undervisningen i dissefag er bl.a. at sætte politifolkene i stand til at skelne mel-lem forskellige psykiatriske symptomer og sygdomme, så4
de kan reagere så hensigtsmæssigt som muligt i de kon-krete situationer, de vil kunne komme ud for i tjenesten.
Undervisningen i dette emne på Politiskolen forestås afkompetente fagfolk, herunder naturligvis psykiatere –herunder fra Region Hovedstadens psykiatriske udryk-ningstjeneste.
I forbindelse med den praktiske del af politiuddannelsen,- der for en dels vedkommende finder sted ved Bered-skabsafdelingen i Københavns Politi - undervises der iden praktiske fremgangsmåde ved håndteringen af psy-kisk syge personer.
Beredskabsafdelingen i Københavns Politi består bl.a. afpolitifolk, som er særligt uddannede til at anvende taktik-ker, der på en så skånsom måde som muligt pacificererpsykisk syge personer i situationer, hvor dette viser signødvendigt.
5
Ved Københavns Politi anvendes Beredskabsafdelingensåledes altid, når det på forhånd er oplyst, at en udryk-ning drejer sig om en psykisk syg person, der optrædervoldeligt.
Som udgangspunkt er det derimod ikke Beredskabsafde-lingen, der håndterer sædvanlige sager om tvangsindlæg-gelser. Der lægges således afgørende vægt på, at denpsykisk syge i forbindelse med en tvangsindlæggelse ik-ke udsættes for unødigt traumatiserende oplevelser.
I disse sager tilstræbes det derfor at undgå at anvendefysisk magt overhovedet. Dette kan dog naturligvis ikkeundgås i alle tilfælde, da der kan opstå situationer, hvorf.eks. en psykotisk person modsætter sig tvangsindlæg-gelse.
Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, athåndteringen af sindslindende indgår som en betydeligdel af det daglige politiarbejde også uden for Bered-skabsafdelingen. Der er således generelt i politiet stor6
praktisk erfaring med håndteringen af psykisk syge per-soner.
Ved disponeringen af mandskab til opgaver, der involve-rer sindslidende, tilstræber politikredsene at sende særligtuddannede eller særligt erfarne betjente.
Nogle gange kræver situationen imidlertid en umiddelbarreaktion – eller der er måske ikke oplysninger om, at op-gaven involverer en psykisk syg person. Og i sådannetilfælde vil det – i sagens natur – være den nærmeste pa-trulje, der sendes til at løse opgaven.
Ved siden af politiets teoretiske og praktiske uddannelsemodtager politibetjentene i kredsene løbende videreud-dannelse om tvangsindlæggelser og anden kontakt tilpsykisk syge personer.
F.eks. kan nævnes, at Nordjyllands Politi har etableret ensærlig anholdelsesgruppe, der bl.a. er uddannet til at gen-7
nemføre pågribelse af psykisk syge personer, som er be-væbnede, eller som har forskanset sig.
Sammenfattende må man altså sige, at der er endda me-get stor fokus i politiet på at være bedst muligt klædt påtil at håndtere mødet med sindslidende. Noget som denenkelte betjent i høj grad har en ikke kun faglig, men og-så personlig interesse i.
[Lægelig bistand i forbindelse med tvangsindlæggelse]Jeg vil nu vende mig mod spørgsmålet om samarbejdetmellem politiet og det sundhedsfaglige personale i for-bindelse med tvangsindlæggelse af psykisk syge.
Det følger af psykiatriloven, at hvis en person, der måantages at være sindssyg, ikke selv søger fornøden be-handling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge.Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det po-litiet at gøre dette.
8
Den tilkaldte læge – som typisk vil være den psykisk sy-ges egen praktiserende læge eller vagtlægen – skønnerom indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig.Modsætter patienten sig en sådan indlæggelse, afgør læ-gen, om tvangsindlæggelse er påkrævet. Der er altså taleom en lægefaglig vurdering.
Efter psykiatriloven må tvangsindlæggelse kun findested:- hvis patienten er sindssyg eller befinder sig i en til-stand, der ganske må ligestilles hermed, og- det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve denpågældende med henblik på behandling, enten for-di udsigten til helbredelse eller en betydelig og af-gørende bedring af tilstanden ellers vil blive væ-sentlig forringet (behandlingsindikation), eller for-di den pågældende frembyder en nærliggende ogvæsentlig fare for sig selv eller andre (farligheds-indikation).
9
Selve den praktiske gennemførelse af en tvangsindlæg-gelse er henlagt til politiet. Det følger således af psykiat-riloven, at politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæg-gelsens iværksættelse og yder bistand hertil.
I forbindelse med, at der træffes bestemmelse om iværk-sættelse af tvangsindlæggelsen, skal politiet påse, at lo-vens betingelser for tvangsindlæggelse er opfyldt.
Medmindre omgående iværksættelse af tvangsindlæggel-sen er nødvendig, træffer politiet forinden aftale med denpsykiatriske afdeling, hvor indlæggelsen skal finde sted,om tidspunktet for indlæggelsens iværksættelse.
Uanset om der er tale om tvangsindlæggelse på behand-lingsindikation (gule papirer) eller farlighedsindikation(røde papirer), skal den indlæggende læge så vidt muligtvære til stede indtil det tidspunkt, hvor politiet forladerstedet med patienten.
10
Ved tvangsindlæggelse på behandlingsindikation skalden indlæggende læge i øvrigt underrettes forud om tids-punktet for tvangsindlæggelsen. Og lægen skal så vidtmuligt komme til stede ved gennemførelsen.
En tvangsindlæggelse er i sagens natur et alvorligt ind-greb i den personlige frihed. Derfor følger det af psykiat-riloven, at to læger – den indlæggende læge samt overlæ-gen på den modtagende psykiatriske afdeling – uafhæng-igt af hinanden skal vurdere, om betingelserne for tvangs-indlæggelse er opfyldt.
[Anden bistand]Politiets anvendelse af bistand fra sundhedsfagligt perso-nale i andre situationer end ved tvangsindlæggelse af-hænger af en konkret vurdering i den pågældende situati-on.
Hvis politiet er bekendt med, at en opgave involvererhåndtering af en sindslidende, vurderes det således ud fra11
karakteren af den politimæssige opgave og de forelig-gende oplysninger om personen, om der er anledning tilat tilkalde sundhedsfagligt personale.
Nogle situationer kræver imidlertid som tidligere nævnten umiddelbar reaktion fra politiets side - ligesom politietikke altid på forhånd er bekendt med, at opgaven invol-verer en psykisk syg person. I praksis vil der derfor væresituationer, hvor det ikke er muligt at hente bistand frasundhedsfagligt personale, selv om det kan vise sig atvære relevant.
I de enkelte tilfælde er det jo i øvrigt op til de lokalesundhedsmyndigheder at vurdere, om man er enig medpolitiet i, at der bør være sundhedsfagligt personale med.
Som et eksempel på en konkret aftale mellem politiet ogsundhedsvæsenet kan jeg nævne, at Københavns Politihar indgået en aftale med Region Hovedstaden om akutpsykiatrisk bistand til psykisk syge personer.12
Københavns Politi har således mulighed for i dagtimerneat rette henvendelse til psykiatrisk afdeling på BispebjergHospital, hvis det ikke umiddelbart ellers er muligt at fåden fornødne lægelige bistand til en psykisk syg person.
Tilsvarende kan politiet i København uden for dagtimer-ne rette henvendelse til Den Psykiatriske Udrykningstje-neste.
Det kan i den forbindelse oplyses, at politiet ganske oftegør brug af udrykningstjenesten. Således foretages ca. 10% af udrykningstjenestens udrykninger på anmodning afpolitiet.
[PSP-samarbejdet]Afslutningsvis vil jeg særligt pege på det nye samarbejdemellem politiet, de sociale myndigheder og social- ogbehandlingspsykiatrien – det såkaldte PSP-samarbejde.
13
I starten af året vedtog Folketinget således regeringenslovforslag om oprettelse af et PSP-samarbejde i alle poli-tikredse. Og lovændringen trådte i kraft den 1. april.
PSP-samarbejdet skal sikre en bedre koordinering afmyndighedernes indsats i forhold til socialt udsatte per-soner, herunder psykisk syge. Og målet er at sikre, at dis-se personer hjælpes på den rigtige måde.
Jeg hæftede mig i forbindelse med vedtagelsen af lovenved den brede tilslutning – både politisk og fagligt – tiletablering af PSP-samarbejdet på landsplan.
Og jeg er overbevist om, at samarbejdet vil betyde enmere helhedsorienteret indsats over for sindslidende ogsocialt udsatte personer.
[Afslutning]Som det gerne skulle være fremgået, har politiet stor fo-kus på håndteringen af psykisk syge – både i uddannelsen14
og det praktiske arbejde. Det er politiet simpelthen tvun-get til at have af den enkle grund, at mødet med sindsli-dende er en tilbagevendende opgave for den enkelte be-tjent.
Og netop fordi, det er en tilbagevendende og svær opga-ve for politiet, er det naturligvis meget vigtigt med et tætsamarbejde med sundhedsvæsenet og de sociale myndig-heder.
Det er også baggrunden for beslutningen om at etablerede PSP-samarbejde, som jeg glæder mig til at se foldet udi de kommende år.
Tak.
15
