Dato:            8. December 2008

Kontor:        Lægemiddelkontoret

J.nr.:              2008-13001-571

Sagsbeh.:     nmo

Fil-navn:      Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 43 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 28. oktober 2008.

 

Spørgsmål 43:

”Finder ministeren, at det er rimeligt, at det kun er hypofysepatienter, der kan få hydrokortison vederlagsfrit?”

 

Svar:

Jeg kan indledningsvis oplyse, at listen over den medicin, der kan udleveres vederlagsfrit til ikke-indlagte patienter, udarbejdes af Danske Regioner. Jeg har derfor bedt Danske Regioner om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet.

 

Danske Regioner henviser til besvarelsen af spørgsmål nr. 567 (Alm. del), hvori det er oplyst, ”at der med listen over udlevering af vederlagsfri medicin til ikke-indlagte patienter i fortsat sygehusbehandling tilstræbes en ensartet praksis på landets sygehuse vedrørende de enkelte patientgrupper, der har særlige behandlingsmæssige hensyn, som begrunder vederlagsfri udlevering af bestemte lægemidler. ”

 

For så vidt angår udlevering af hydrokortison oplyser Danske Regioner, at ”manglen af overordnet hormon ved hypofysesygdom ofte ledsages af mangel på en lang række overordnede hormoner, samt at behandlingen af disse mangler er komplicerede og forudsætter et indgående kendskab til patienten, som kræver en omfattende viden om lægemidlet og sygdommen. Behandling af hypofysepatienter med hydrokortison falder på denne baggrund indenfor udleveringsbetingelserne.”

 

Det fremgår af Danske Regioners svar, at andre patientgrupper – fx patienter, som kun i opstartsfasen kræver tæt kontakt med læge - får udleveret hydrokortison på apoteket og får tilskud efter medicintilskudsreglerne.

 

Jeg kan henholde mig til udtalelsen fra Danske Regioner og henviser til besvarelse af spørgsmål nr. 567 (Alm. del).