Dato:            3. april 2009

Sags nr.:       0903140

Sagsbeh.:     SUMKHV / Regional sundhed

Dok nr.:        26827

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 389 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 19. marts 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jonas Dahl (SF).

 

Spørgsmål 389:

"Ministeren bedes redegøre for forskellen imellem det gule og det blå sygesikringsbevis og endvidere for baggrunden for, at nogle borgere kun kan få det gule sygesikringsbevis."

 

 

Svar:

Jeg kan om forskellen på de to kort oplyse følgende:

 

Sundhedskortet, ”det gule kort”, udstedes med hjemmel i sundhedsloven til alle, der er folkeregistreret med bopæl i Danmark.

 

EU-sygesikringskortet, ”det blå kort” udstedes med hjemmel i Rådets forordning (EØF) Nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.

 

Med det gule kort ydes der fuld refusion af alle udgifter til akut nødvendig læge- og hospitalsbehandling, lægeordineret medicin m.m. under ferie og studieophold i op til 1 måned. Det gule kort dækker i EU-lande, EØS-lande og Schweiz, samt Færøerne, Grønland, og visse tilgrænsende områder. Det gule kort dækker  ved behandling hos det offentlige sundhedsvæsen og hos private læger og på private hospitaler. På private hospitaler dækkes dog maksimalt svarende til udgifter på almindelig sygehusklasse.

 

Det blå kort dækker udgifter til læge- og hospitalsbehandling, lægeordineret medicin, tandlægehjælp og andre offentlige sundhedsydelser, i det omfang der opstår et behov for behandling under et ophold i et EU-land, et EØS-land eller i Schweiz. Efter dansk praksis dækkes ophold i udlandet i indtil 1 år. Det kan være ferieophold, erhvervsrejser, studieophold og lignende. Skal man arbejde i udlandet, gælder der særlige regler for at få det blå kort.

 

Med det blå kort har den sikrede ret til dækning af behandlingsudgifter på samme betingelser og vilkår, som gælder for offentligt sygeforsikrede i opholdslandet. Er der egenbetaling på stedet, så gælder egenbetalingen også for danske sikrede med et blåt kort. Det blå kort kan typisk ikke anvendes hos private læger eller på privathospitaler. Denne forskel til det gule kort er væsentlig. På de store turiststeder findes mange læger og klinikker, som ikke er tilknyttet det offentlige sundhedsvæsen.

 

Om personkredsen kan jeg oplyse, at det blå kort udstedes til statsborgere i de omfattede lande, der ifølge EF-reglerne er dansk socialt sikrede, dvs. personer, der er arbejdstagere eller selvstændige i Danmark. Kortet udstedes også til ikke–erhvervsaktive med bopæl i Danmark.

 

Langt den største del af borgerne i Danmark har ret til det blÃ¥ kort. Borgere, der arbejder i et andet EU-land, men bor i Danmark fx grænsearbejdere, har imidlertid ikke ret til det blÃ¥ kort fra Danmark. De skal søge kortet fra sygeforsikringen i deres beskæftigelsesland.  Men borgere fra 3. lande, der bor eller arbejder i Danmark, er kun undtagelsesvist omfattet af EF-reglerne. Det skyldes, at EF-forordning 859/03, der udvider bestemmelserne i EF-forordning 1408/71 til ogsÃ¥ at omfatte 3. landeborgere, der ikke allerede er dækket af EF-forordningens regler udelukkende pÃ¥ grund af deres nationalitet, ikke finder anvendelse for Danmark, da denne EF-forordning er vedtaget i henhold til en bestemmelse i EF-traktaten, som er omfattet af de danske forbehold.

 

PÃ¥ Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses hjemmeside www.sum.dk ligger Nyhedsbrev om international social sikring, nr. 3, november 2007.

 

Nyhedsbrevet er et temanummer udgivet i anledning af ændringerne i den offentlige rejsesygesikring. Det beskriver forskellene mellem de 2 kort i tekst og skematisk form.

 

Temanummeret findes på dette link:

http://www.sum.dk/IMEVEREST/Publications/imdk%20x2D%20dansk/International_sygesikring/Nyhedsbreve_2007/20071113131804/CurrentVersion/Nyhedsbrev%20nr.%203%20-%202007.pdf