Dato:            3. april 2009

Kontor:        Retsstillings og Internationalt kt.

J.nr.:              0902990

Sagsbeh.:     seb

Fil-navn:      Dokument 7

 


Endelig besvarelse af spørgsmål nr. 324 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 26. februar 2009.

 

Spørgsmål 324:

"Ministeren bedes kommentere den handlingsplan vedrørende omskæring, der er omdelt på SUU alm.del – bilag 255 og oplyse, om han er indstillet på at sikre, at handlingsplanen kan realiseres."

 

 

Svar:

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, der har tilkendegivet følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Sundhedsstyrelsen er enig i vigtigheden af fortsat at fastholde fokus på forebyggelse af omskæring af kvinder og piger, såvel i samfundet generelt som i de etniske miljøer, hvor pigeomskæring praktiseres. Handlingsplanen skitserer gode forslag til indsatser på forskellige niveauer, og kan fungere som inspiration til en række forskellige myndigheder og aktører, det måtte ønske at sætte fokus på området.

 

Sundhedsstyrelsen skønner, at problemet med tilgangen af nye omskæringer er relativt lille. Dette skyldes dels den tidligere gennemførte effektive forebyggende indsats i primært det somaliske miljø, hvor holdningen har ændret sig i positiv retning. Dels skyldes det, den meget lille tilgang af nye immigranter fra lande, der praktiserer omskæring. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der foreligger tilstrækkelige guidelines til sundhedsprofessionelle i dansk sammenhæng i forhold til at forebygge omskæring af piger.

 

Sundhedsstyrelsen gennemførte i perioden 1996-2000 en oplysningsindsats mod omskæring af piger. Man udarbejdede oplysningsmateriale til sundhedspersonale og andre professionelle, diskussionsvideoen ”Lad os tale sammen” og informationsfoldere på somalisk, ligesom man gennemførte en række aktiviteter i det somaliske miljø med henblik på at ændre holdningerne til pigeomskæring.

 

Sundhedsstyrelsen har fortsat fokus på forebyggelse af pigeomskæring gennem rådgivning af forskellige aktører på området. Styrelsen holder sig

løbende orienteret om tiltag i Danmark og i udlandet, særligt de andre nordiske lande, og står i kontakt med ministerier inden for andre ressortområder.

 

Sundhedsstyrelsen ser på baggrund af ovenstående på nuværende tidspunkt ikke behov for yderligere centrale initiativer på området.”