Dato:           

Sags nr.:       0901868

Sagsbeh.:     SUMKHV / Regional sundhed

Dok nr.:        18986

 


 

Besvarelse af spørgsmål nr. 322 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 26. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske af Liselott

Blixt(DF).

 

Spørgsmål 322:

"I forlængelse af  Indenrigs- og sundhedsministeren svar på spørgsmål S 2838 af 5. august 2005 bedes ministeren oplyse, hvad hans holdning er til, at  EF-forordning 883 fra 2004 endnu ikke er trådt i kraft og om  ministeren aktivt vil arbejde for en hurtig ikrafttrædelse. "

 

 

Svar:

Jeg er enig i, at det har taget lang tid at forhandle EF-reglerne om koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger. Der er imidlertid tale om et meget komplekst sagsområde, som vedrører koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger, der er meget forskellige både i struktur og omfang og med hensyn til omfattede ydelser. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at EF-forordning 883/2004 udover sygehjælpsydelser også vedrører syge- og barselsdagpenge, pension, arbejdsskader, arbejdsløshedsydelser, efterløn, børnefamilieydelser m.v.

 

EF-forordning 883/2004 er trådt i kraft, men finder først anvendelse, når gennemførelsesforordningen træder i kraft. Gennemførelsesforordningen indeholder de detaljerede administrative regler, der er nødvendige, for at EF-forordning 883/2004 kan finde anvendelse.

 

EF-forordning 883/2004 og dens gennemførelsesforordning har hjemmel i EF-traktatens artikel 42 og 308 og skal vedtages med enstemmighed i Rådet og i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet.

 

Der har siden 2006, hvor Kommissionen fremlagde sit forslag til gennemførelsesforordning, været arbejdet ihærdigt i Rådets socialarbejdsgruppe på at opnå enighed om gennemførelsesregler, der kunne vedtages i Rådet og godkendes af Europa-

Parlamentet. For tiden pågår den såkaldte 2. læsning, hvor Europa-Parlamentets ændringsforslag til Rådets holdning til gennemførelsesforordningsforslaget forhandles endeligt mellem Europa-Parlamentet og Rådet.

 

Jeg kan oplyse spørgeren om, at der er opnået enighed om næsten alle ændringsforslag, og at arbejdet er gået ind i sin afsluttende fase. Det forventes for tiden, at forslaget til gennemførelsesforordningen bliver vedtaget i Europa-Parlamentets indeværende samling, og at EF-forordning 883/04 og en ny gennemførelsesforordning dernæst kan finde anvendelse primo 2010.

Dato:            24. marts 2009

Sags nr.:       0901868

Sagsbeh.:     SUMKHV / Regional sundhed

Dok nr