På anmodning af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har Sundhedssty-relsen udarbejdet dette notat om opgaveglidning og sygeplejersker. Notatetskal afdække mulighederne for at overdrage traditionelle lægelige opgaver tilsygeplejersker, uden at opgavevaretagelsen sker som følge af delegation.Sundhedsstyrelsen er blevet anmodet om at inddrage internationale erfarin-ger på området.Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at opgaveglidning på nuværende tids-punkt i stor udstrækning foregår i sundhedsvæsenet. Det er vigtigt at fasthol-de muligheden for fleksibilitet i opgavevaretagelsen og opgaveglidning bådeinternt i faggrupperne og tværfagligt imellem de sundhedsfaglige professio-ner. Indførelse af yderligere forbeholdt virksomhed i autorisationsloven kanutilsigtet betyde yderligere barrierer for opgaveglidning i sundhedsvæsenet.Opgaveglidning er i vid udstrækning muligt med en fleksibel opgavevareta-gelse efter lokal efteruddannelse af de involverede sundhedspersoner. Vi-dendeling om de gode erfaringer er en væsentlig faktor for, at opgaveglid-ning kan komme til af foregå i endnu større omfang i det danske sundheds-væsen, end det sker i dag.Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at det sundhedsfaglige personales uddan-nelser generelt passer til befolkningens behov. Hvis sygeplejersker i endnustørre omfang end i dag skal overtage opgaver fra lægerne, er det vigtigt, atde besidder de faglige kompetencer, der matcher opgaverne. Det er i denforbindelse Sundhedsstyrelsens opfattelse, at man for at sikre kvaliteten in-den for sygeplejen må overveje,hvorledes sygeplejerskers kompetencerbedst løftes. Det bør drøftes, om det mest hensigtsmæssigt foregår lokalt, så-ledes at der kan ske en lokal behovstilpasning, eller om der skal være tale omformel uddannelse. Såfremt sygeplejerskers kompetencer øges, vil læger istørre udstrækning også kunne overdrage flere af de traditionelle lægeopga-ver til sygeplejerskerne. Sygeplejersker vil få mulighed for at varetage flereselvstændige opgaver med lægen som overordnet ansvarlig og som koordi-nator for behandlingsforløbet.

I 1977 blev den første specialuddannelse (inden for anæstesi) for sygeplejer-sker iværksat på baggrund af mangel på anæstesilæger. Efterfølgende er deretableret specialuddannelser i infektionshygiejne (hygiejnesygeplejerske),intensiv sygepleje, psykiatrisk sygepleje og i kræftsygepleje. Baggrunden forspecialuddannelserne var, at der på disse områder var behov for kompeten-cer, der lå udover det, sygeplejerskeuddannelsen kvalificerede til. Etableringaf de danske specialuddannelser har været baseret på et grundigt analysear-bejde bl.a. med beskrivelse af de udvidede arbejdsområder.Der findes endvidere sygeplejersker, der har gennemført en formel akade-misk uddannelse kombineret med klinisk erfaring inden for et specifikt om-råde af sygeplejen (cand.cur. eller en mastergrad i klinisk sygepleje). Denkliniske sygeplejespecialist varetager udviklingsopgaver med fokus på denkliniske sygepleje, fungerer som rollemodel for god klinisk praksis samtyder supervision og vejledning i forhold til særligt vanskelige patientforløb.Det er heller ikke for disse sygeplejersker nærmere defineret i lovgivningen,hvilken virksomhed eller hvilke arbejdsområder de arbejder med, men derforeligger oftest stillingsbeskrivelser på ansættelsesstedet.I Sundhedsstyrelsens redegørelse om specialisering i sygeplejen, bilag 8, be-skrives de forskellige former for kliniske specialiseringer. Det er såvel dem,der har baggrund i formelle uddannelser, som andre der bygger på kliniskerfaring med lokal oplæring, efteruddannelseskurser, deltagelse i konferen-cer m.v.Sygeplejersker har gennem årene fået udvidet deres arbejdsområder til atomfatte virksomhed, som grunduddannelsen ikke umiddelbart kvalificerertil. Sygeplejersker varetager selvstændigt f.eks. arbejdsopgaver på skadestu-er, ambulatorier, almen eller speciallægepraksis inden for AK-behandling,diabetes, smertebehandling, på den behandlingsansvarlige læges ansvar. Op-gaverne omfatter undersøgelse af patienter, ordination af undersøgelser, be-handling med medicin, herunder medicinjustering. Opgaverne er typisk be-grænset til afgrænsede lidelser og fastsatte behandlinger.Der er i henhold til sundhedslovgivningen mange opgaver, som sygeplejer-sker i det danske sundhedsvæsen kan varetage på en læges delegation, jf. au-torisationslovens §§ 17 og 74 samt Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr.1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoner benyttelse afmedhjælp (delegation af forbeholdt virksomhed) og vejledning nr. 115 af 11.december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp(delegation af forbeholdt virksomhed). Nogle af de arbejdsopgaver, som sy-geplejersker landet over ofte varetager, er behandling med receptpligtigt me-dicin, f.eks. på rammedelegation fra en overlæge eller en praktiserende læge.Det kan dreje sig om justeringer af sukkersygepatienters insulin i diabetes-ambulatorier, justeringer af hjertepatienters blodfortyndende AK-medicineller børnevaccinationer og influenzavaccination af ældre hos den praktise-rende læge.Et eksempel på en meget velfungerende opgaveglidning i sygehusvæsenet eranæstesi- og intensivområdet. Før 1970’eren var det udelukkende læger, somforetog bedøvelsen af patienter. Grundet mangel på anæstesilæger blev anæ-stesisygeplejerskeuddannelsen formaliseret i 1977. Anæstesisygeplejersker

2. International erfaring

Udviklingen med opgaveglidning internationalt svarer stort set til den danskeudvikling, men begyndte dog en del år tidligere. Begrundelsen internationaltfor udviklingen har været lokale forhold så som lægemangel, geografiskeforhold med lange afstande samt sundhedsvæsenets struktur og ændringerheraf, herunder ændret finansieringen af ydelser. I nogle lande har sygeple-jersker, der har en specialuddannelse eller udfører en ekspertfunktion, en au-torisation. Andre lande kræver alene særlig autorisation til udførelse af spe-cifikke opgaver, f.eks. medicinordination.I udlandet bruges ofte titlen ”Advanced Nurse Practitioner” (ANP) eller”Nurse Practitioner” (NP) om sygeplejersker, der har specialiseret sig indenfor et bestemt fagligt område af sygepleje. Deres uddannelsesmæssige bag-grund er forskellig, afhængig af det lokale uddannelsessystem og uddannel-sesmuligheder. Der er således ikke internationalt en entydig opfattelse af,hvad en ANP/NPs rolle er, eller hvilke funktioner en ANP/NP varetager.I 2002 udarbejdede The International Council of Nurses (ICN) et forslag tilen definition på ANP/NP. Der er tale om en ”registered nurse who has ac-quired the expert knowledge base, complex decision-making skills and clini-cal competencies for expanded practice, the characteristics of which areshaped by the context and/or country in which s/he is credentialed to prac-tice”. ICN foreslog endvidere, at man skulle have en masteruddannelse for atkunne uddanne sig som en ANP/NP. Internationalt er en masteruddannelseen forskningsbaseret uddannelse ved et universitet. ICN beskriver i øvrigt, atder i nogle lande er en lang række tilvalgte kompetencer som ANP kan have,herunder mulighed for at ordinere medicin.En definition som den ovenstående vil ikke kræve en ændring af den danskelovgivning.Nogle undersøgelser fra udlandet har vist, at sygeplejersker i selvstændigpraksis i visse tilfælde giver større patienttilfredshed. Det gør sig som regelgældende i de situationer, hvor sygeplejerskerne har en meget aktiv rolle ibehandling, idet de selv kontakter patienterne eller planlægger konsultationerhver 4 – 6 uge.Når de udenlandske regler vurderes, skal det også lægges til grund, at der ilovgivningen kan være begrænsninger i, hvilke opgaver læger kan delegere, imodsætning til Danmark, hvor mulighederne er ganske vide.

Sundhedsstyrelsen vil i det følgende beskrive nogle udenlandske sygeplejer-skers rettigheder og pligter i forbindelse behandling med medicin. Sund-hedsstyrelsen skal henvise til den vedlagte bilagsliste mht. kilder.2.1 SverigeI Sverige har man for distriktssygeplejersker indført ordinationsret til noglenærmere bestemte lægemidler. Distriktssygeplejersker er sygeplejerske medspecialuddannelse til distriktssygepleje, og er en mellemting mellem endansk hjemmesygeplejerske og en sundhedsplejerske. Distriktssygeplejer-skers ordinationsret er knyttet til den enkelte sygeplejerske og varer så længesygeplejersken virker som distriktssygeplejerske. Ordinationsretten er medandre ord afhængig af ansættelsesforholdet.I Sverige har man i få tilfælde givet ordinationsret til sygeplejersker, der haren anden specialuddannelse, og som arbejder inden for den primære sund-hedstjeneste.Der er hovedsagelig tale om ordinationsret til forbindingsmateriale og medi-cin, som i Sverige er håndkøbsmedicin, der bliver tilskudsberettiget, hvis sy-geplejersker skriver en recept på materialet/medicinen. Der foreligger en li-ste over, hvilke lægemidler sygeplejersker kan ordinere og på hvilke indika-tioner.Ordinationsretten gives af Socialstyrelsen. Det kræves, at sygeplejersken hargennemgået et specifikt videreuddannelseskursus i farmakologi og sygdoms-lære. Udbredelsen af ordinationsretten er ikke så stor. I 2004 havde såledesalene 583 sygeplejersker fået ordinationsret af de ca. 12.000 sygeplejersker,der arbejder inden for det primærkommunale område (ca. 5 %).2.2 EnglandI England blev det for 10 år siden muligt for nogle sygeplejersker at udskrivemedicin som Nurse Precribers. Det drejer sig om 13 receptpligtige præpara-ter efter særlig liste og en række håndkøbspræparater og forbindsstoffer. I2002 blev det yderligere muligt at udskrive flere præparater med en efterud-dannelse som Extended Formulary Nurse Precriber, og i 2003 blev Supple-mentary Nurse Precribing muligt. Jordemødre, farmaceuter, fysioterapeuter,kiropraktorer og radiografer fik ved samme lejlighed ordinationsret til noglenærmere afgrænsede lægemidler, som led i en klinisk behandlingsplan. Meden regelforenkling i 2006 omtales nu 3 typer af ordinationsret til medicin forsygeplejersker, som beskrives i det følgende.Nurse Precriber (Community Nurse): Kan udskrive 13 receptpligtige præpa-rater selvstændigt efter særlig liste og en række håndkøbspræparater og for-bindsstoffer. Er hyppigst ansat i praksis.Supplementary Nurse Precriber: Kan udskrive recepter inden for en aftaltramme med præparater, der fremgår af en skriftlig behandlingsplan for denenkelte patient. Foregår i et tæt samarbejde med den behandlende læge. Sva-rer næsten til det danske begreb rammeordination med den forskel, at syge-plejersker rent faktisk kan udskrive recepter.

Independent Nurse Prescriber: Med yderligere efteruddannelse, kan sygeple-jersker opnå fuld ordinationsret. Ordinationsretten omfatter ”any licensedmedicine for any medical condition within their competence, including someControlled Drugs.” De må ikke udskrive lægemidler til sig selv eller nærepårørende. Uddannelsen er afhængig af et ansættelsessted, som vil varetageden kliniske supervision ved en læge i uddannelsesperioden, og uddannelsenvil være specifik inden for det pågældende fagområde. Sygeplejersken bliverpålagt kun at udskrive medicin til de tilstande, som vedkommende har kli-nisk erfaring med, men får reelt ordinationsret til næsten alle præparater. Detfremgår af beskrivelsen fra Department og Health, at INP ikke bør behandlekomplekse tilstande eller patienter med commorbiditet. Også farmaceuterkan videreuddanne sig til Independent Precriber.Baggrunden for den omfattende udvidelse af mulighederne for at ordineremedicin, er den relativt store lægemangel, ændret opgavefordeling mellemprimær og sekundær sundhedstjeneste samt en ændret finansiering i sund-hedsvæsenet. Herudover er der i England ikke lovgivningsmæssig mulighedfor delegation af forbeholdte lægefaglige opgaver, og det er kun muligt atlave rammeordinationer til navngivne autoriserede sundhedspersoner. Enrammeordination skal være underskrevet af både den ledende overlæge, denledende farmaceut og hospitalsdirektionen.Der gives alene særskilt autorisation/registrering til de sygeplejersker, derskal ordinere medicin. Det er således ikke alle NP, der ordinerer medicin,idet det afhænger af ansættelsesforholdet. Det er først og fremmest sygeple-jersker i den primære sundhedstjeneste, som har fået udvidet deres arbejds-opgaver til også at ordinere medicin. Men der er også ved at ske en udviklinginden for akutområdet i sygehusvæsenet.Sygeplejerskerne skal registreres til at ordinere medicin, og i forbindelsemed deres tilbagevendende re-certificering skal der redegøres for efterud-dannelse o. lign. Arbejdsgiveren er inddraget i og medansvarlig for udvæl-gelsen af de sygeplejersker, der skal efteruddannes, deres efteruddannelse,supervision, mentorordning, audit, risikohåndteringsplaner, m.v. Der er me-get detaljerede og strikse regler for receptudfyldelse og -håndtering mv.,hvilket arbejdsgiveren også involveres i.England opererer således med flere niveauer af ordinationsret alt efter ud-dannelse og ansættelse. Alle forudgås af en relevant længerevarende erfa-ring, en superviseret efteruddannelsesperiode og udtrykkelige krav til løben-de faglig opfølgning, supervision mv., som påses overholdt i forbindelsemed den løbende re-certificering.2.3 HollandI Holland indførtes for ca. 9 år siden begrebet kronikersygeplejersker i almenpraksis. Disse skulle primært have fokus på specielle forløb på baggrund afprotokoller/forløbsprogrammer. Kronikersygeplejersker blev indført for ataflaste den praktiserende læge med det formål at imødekommende behovhos det stigende antal kroniske patienter, knytte sygeplejersker mere til al-

men praksis samt medvirke til at øge samarbejdet mellem forskellige praksis.Ordningen har imidlertid kun ledt til en begrænset aflastning af lægerne.De har en 1-årig deltids specialuddannelse i behandling og kontrol af kronisksyge. Der stilles en række krav til de praksis, der ønsker ansættelse af kroni-kersygeplejersker, såfremt de skal have tilskud fra forsikringsselskaberne tilansættelserne. Disse krav skal også virke som incitament til at ansætte dissesygeplejersker. Der er ingen ret til at ordinere lægemidler forbundet medfunktionen og lægen har fortsat det overordnede ansvar. Det vil sige, at kro-nikersygeplejerskerne arbejder efter delegation fra lægen.Der er vedtaget en lovændring, som i fremtiden vil gøre det muligt at im-plementere en ordinationsret af visse præparater til disse sygeplejersker.Hvordan ordningen eksakt kommer til at se ud, om den kommer til at svaretil de engelske Supplementary Nurse Prescriber, vides endnu ikke. Sund-hedsstyrelsen har af det hollandske sundhedsministerium i efteråret 2009 fåetoplyst, at arbejdet med de nye regler stadig pågår. Af en oversættelse, somDSR har fremsendt til Sundhedsstyrelsen af hollandsk nye lægemiddellov,fremgår, at sygeplejersker får ret til at ordinere receptpligtige lægemidler,som omhandlet i lægemiddellovens artikel 1, i det omfang- en læge, tandlæge eller jordemor har stillet diagnosen mht. den pati-ent, det pågældende lægemiddel er bestemt for,- de lægelige retningslinjer og standard mht. ordination af receptplig-tige lægemidler overholdes- og inden for de begrænsninger, der er opstillet ved en nærmere defi-neret ministeriel bekendtgørelse.2.4 IrlandI Irland har man også for nylig indført praktiserende specialist sygeplejerskereller jordemødre (ANP/Midwife Practitioners). De beskrives som sygeple-jersker, der fremmer sundhed og en sund levestil i samarbejde med andresundhedsprofessionelle i henhold til guidelines, udarbejdet i enighed af deinvolverede. Senest I 2007 har sygeplejersker også fået mulighed for at ud-skrive et begrænset antal præparater angivet på en liste efter en nærmere an-givet efteruddannelse og udelukkende i visse ansættelser, hvor der er enoverordnet lægelig ledelse.ANP har stor erfaring med hensyn til klinisk behandling og er uddannede påmasterniveau eller højere. Som grunduddannelse skal de være sygeplejerskereller jordemødre eller være uddannede på et område, som er relevant forpraktiserende specialister. Forberedelse til uddannelsen skal omfatte modu-ler, hvor der er vægt på kliniske bestanddele fra relevante områder af enpraktiserende specialist.Der ligger også i den irske model en forsknings- og udviklingsforpligtelse.For at få autorisation (alene for en 5-årig periode) skal der foreligge en be-stemt stilling, der skal anerkendes af et nationalt råd. Ansøgningen skal end-videre underskrives af chefsygeplejersken for at berigtige ansøgningens ind-hold.

2.5 USA og CanadaBegrebet NP stammer fra USA, hvor der i 1960’erne var en voldsom læge-mangel. Der er stor forskel staterne imellem, hvad der kræves af efteruddan-nelse for a blive NP, og også stor forskel på de kompetencer, der følger med,herunder om der følger ordinationsret med, og hvorvidt den er afhængig afansættelsesforholdet.I Canada kom begrebet ligeledes på banen i 1960’erne, men det blev ikke li-geså udbredt som i USA. Først i 1990erne kom en ændret lovgivning, somgjorde det muligt for efteruddannede sygeplejersker at blive registreret og atudskrive visse former for medicin afhængig af ansættelsesforholdet.2.6 Australien og New ZealandI Australien og New Zealand definerer man en NP som en registreret syge-plejerske, der arbejder i et team, og hvis rolle inkluderer avancerede selv-stændige kliniske vurderinger, tolkning af diagnostiske tests inklusiv rønt-genbilleder og behandling af klienter. Funktionen kan indbefatte direktehenvisning af patienter til andre sundhedsprofessionelle, udskrivning af enliste af definerede lægemidler og bestilling af visse diagnostiske undersøgel-ser. Registreringen kræver en nærmere beskrevet efteruddannelse på master-niveau.NP’ere benytter sig af deres færdigheder som sygeplejerske og færdigheder,som de har fået gennem videreuddannelse og klinisk erfaring i et specieltområde af sygepleje. Deres virksomhedsområde er begrænset af deres ansæt-telsesforhold.I november 2005 blev der i New Zealand indført ordinationsret for NP tilnærmere listet lægemidler. Forudsætningerne herfor er godkendelse af et sy-geplejerskeråd baseret på særlige kvalifikationer, herunder at vedkommendekan demonstrere viden om at ordinere på sikker vis.2.7 OECD og WHO overvejelserMed hensyn til cost-benefit er konsultationer med sygeplejersker ofte længe-re, og der ordineres flere undersøgelser end ved lægekonsultation. Resulta-terne inden for kronikerområdet er uafhængige af, om patienten ser en syge-plejerske eller en læge. Der er imidlertid ikke ifølge OECD og WHO lavettilstrækkelige cost-benefit analyser til, at man med sikkerhed kan udtale sigom, hvorvidt man med fordel kan anvende sygeplejersker inden for visseområder med henblik på at nedbringe omkostningerne i sundhedsvæsenet.I OECD’s rapport om skill-mix peges der på følgende incitamenter til æn-dring i rolle- og personalesammensætning:•Personalemangel,•omkostningsbegrænsning,•kvalitetsforbedring,•teknologisk udvikling og nye medicinske behandlingsformer,•nye sundhedsprogrammer eller initiativer,•reform af sundhedssektoren og•lovændringer.

Såvel OECD som WHO anbefaler, at man nøje overvejer årsager til, at manønsker, at sygeplejersker skal ændre roller, og analyserer, hvilken indflydel-se en eventuel ændring inden for et område har på det øvrige sundhedsvæ-sen. Herefter kan man tage stilling til ændringerne i skill-mix, herunder æn-dring af roller for sundhedspersonalet. Det er væsentlig at lægge vægt påkonteksten (sundhedsvæsenet), man ønsker at indføre ændringerne i.

3. Overvejelser om indførelse af begrebet kliniske

ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen

Som tidligere nævnt, er der internationalt for specialuddannede sygeplejer-sker ikke automatisk hel eller begrænset ordinationsret. I mange af de omtal-te lande foregår ordination af medicin inden for en begrænset liste og undersupervision af en læge. Mange af de beskrevne ordninger fra udlandet kanefter Sundhedsstyrelsens opfattelse foregå i det danske sundhedsvæsen udenen ændring af lovgivningen, nemlig ved en såkaldt rammeordination, jf. vej-ledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delega-tion af forbeholdt virksomhed) punkt 2.2.Overvejelser om at indføre begrebet kliniske ekspertsygeplejersker i Dan-mark skal således vurderes i sammenhæng med det reelle behov for yderlige-re specialuddannelser for sygeplejersker, som i øjeblikket ikke er klart defi-neret. Det skal særligt vurderes, om det ville være en uddannelse møntet påprimærsektoren eller på sygehusvæsnet, da det ville kræve forskellige kom-petencer.En af de forbeholdte lægelige opgaver, det har været forslået at overdrage tilsygeplejersker, er behandling med medicin, herunder ordination af medicintil kronisk syge patienter. Som eksempel på typer af kroniske syge patienterhar været nævnt patienter med sukkersyge eller KOL (rygelunger).Der er i dag flere steder, hvor sygeplejersker foretager justeringer i patientersreceptpligtige medicin, f.eks. ved AK-behandling, insulinbehandling m.v.,på delegation af en læge, som har udarbejdet en ramme for behandlingen. Påsamme måde afslutter sygeplejersker i dag også patientbehandlingsforløb pålægelig delegation inden for nærmere definerede områder.Der er ikke lovgivningsmæssige hindringer for, at sygeplejersker i dag kanhenvise til andre sundhedspersoner og til diagnostiske undersøgelse, eller forat sygeplejersker eller andre sundhedspersoner kan afslutte eller udskrive pa-tienter. De overenskomstmæssige regler og strukturelle aftaler kan imidlertidsætte begrænsninger for henvisningsretten. Såfremt en sygeplejerske harsærlige kompetencer inden for et givent område, ser Sundhedsstyrelsen ikkenoget til hinder for, at pågældende sygeplejerske kan varetage visitation,henvisning eller udskrivning af patienter.For at udøve ordinationsretten på en patientsikkerhedsmæssig forsvarlig må-de, vil det ofte være nødvendigt at kunne stille patientens diagnose/ diagno-ser. Autorisationsloven er ikke en hindring for at andre end læger diagnosti-cerer, men det at diagnosticere eller stille en differentialdiagnose er andet og

mere end at observere eller konstatere forandringer i en patients tilstand. Detkræver mere end blot dybere kendskab til ét specifikt felt.Som eksempel kan nævnes, at hvis en læge ordinerer et præparat til en pati-ent, der i forvejen f.eks. får 10 præparater, vil lægen være ansvarlig for atkontrollere, at det, den pågældende ordinerer, passer med den øvrige medi-cin, patienten får. Det drejer sig både om bivirkninger og interaktioner. Medandre ord, når man ordinerer det 11. præparat, får man ansvaret for at vurde-re interaktionen med de 10 øvrige præparater. Det vil derfor være vanskeligtat se, hvorledes man kan opretholde samme patientsikkerhed og samme en-tydige ansvar i patientbehandlingen med sundhedspersoner, hvis sundheds-personer med begrænset ordinationsret indgår i behandlingen.

4. Sundhedsstyrelsens konklusion

Fleksibel opgaveglidning er væsentlig af hensyn til opgavevaretagelsen i detmoderne sundhedsvæsen. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der allere-de er mange gode eksempler på, hvorledes denne opgaveglidning kan vare-tages.På sygehusafdelinger delegerer den behandlingsansvarlig overlæge i forholdtil nogle velbeskrevne sygdomme/tilstande i en skriftlig instruks til sygeple-jerskerne at udføre bestemte former for behandling, herunder vurdere beho-vet for behandling. Det drejer sig ofte om, at sygeplejerskerne på egen håndgiver smertebehandling efter en bestemt operation, justerer insulinbehand-ling efter måling af blodsukker, eller indstiller antikoagulationsbehandlingefter blodprøvemåling. Virksomhed der ellers er forbeholdt læger at udføre.Mange skadestuer er i dag primært bemandet med behandlersygeplejersker,behandler visse veldefinerede sygdomme/tilstande efter en instruks, somf.eks. mindre sår, brandsår, insektstik, forvridninger og fremmedlegemer ihud, øjne, næse og hals, herunder bestiller diagnostiske undersøgelser. Denbehandlingsansvarlige overlæge for skadestuen skal i instruksen bl.a. anføre,hvilke symptomer der skal være til stede, inden behandlingen kaniværksættes af personalet på egen hånd, og hvornår behandlingen erkontraindiceret.Det er endvidere Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det i primærsektoren ermuligt at lære af sygehusenes erfaringer med rammeordinationer, der mulig-gør varetagelse af komplicerede, traditionelt lægefaglige opgaver af andrefaggrupper. Videndeling både mellem hospitaler og mellem sekundær ogprimær sektor med den praktiserende læge som omdrejningspunkt vil kunnefacilitere mange arbejdsopgaver, også i yderområder.Det vil også i hjemmeplejen være muligt at arbejde ud fra en rammeordina-tion, udarbejdet af f.eks. områdets praktiserende læger, hvor sygeplejerskerf.eks. på nærmere definerede patienter kan måle blodsukker eller lignendeuden forudgående lægekontakt. Rammerne vil kunne drøftes lokalt på bag-grund af det aktuelle behov. På praksisområdet vil sygeplejersker kunne vur-dere og behandle patienter selvstændigt på en lokalitet, f.eks. en anden by,

som ligger et andet sted geografisk end den praktiserende læge, som har an-sat dem og har det overordnede faglige ansvar.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Undervisningsministeriet ogSundhedsstyrelsen arbejder aktuelt sammen med Dansk Sygepleje Råd, Dan-ske Regioner og Kommunernes Landsforening på at afklare og afdække,hvordan sundhedsvæsnet bedst sikrer sygeplejersker den nødvendige efter-og videreuddannelse for herved både at tilgodese befolkningens behov ogsygeplejerskernes karrieremuligheder i den patientnære del af sundhedsvæs-net. Det forventes, at samarbejdet udmønter sig i en rapport, som forventespubliceret primo 2010. Hvis det herunder viser sig, at sundhedsvæsnets inte-ressenter finder, at der er behov for nye specialsygeplejeuddannelser, vilSundhedsstyrelsen tage initiativ til, at disse etableres.Sammenfattende finder Sundhedsstyrelsen, at der ikke i det danske sund-hedsvæsen er grundlag for at foretage en ændring i lovgivningen for, at derkan flyttes traditionelle lægelige opgaver til andre sundhedspersoner, herun-der sygeplejersker.Sammenlignet med andre lande, har vi i Danmark særligt gunstige forholdfor opgaveglidning. Vi har en lovgivning, der indenfor ganske vide rammerer åben for opgaveglidning også af lovgivningsmæssigt forbeholdte opgaver,så længe det overordnede ansvar stadigt er hos den autoriserede sundheds-person, som virksomheden er forbeholdt. På denne måde kan både opgave-glidning og patientsikkerhed tilgodeses.Med venlig hilsenBirte ObelKontorchef, overlægeAnne Mette DonsKontorchef, overlæge

1. Sygeplejerskers arbejdsområder og videreuddan-

nelse i Danmark

2. International erfaring

3. Overvejelser om indførelse af begrebet kliniske

ekspertsygeplejersker i det danske sundhedsvæsen

4. Sundhedsstyrelsens konklusion